Giftsigtet mand nægter sig skyldig

Den mand, der tirsdag eftermiddag blev anholdt og sigtet for at have placeret rottegift i en drikkevandsledning ved Thisted, er løsladt igen. Den 61-årige mand er stadig sigtet i sagen, men nægter sig skyldig.

220114rotte.jpg

En vågen smed kan have reddet beboerne i en ejendom fra forgiftning, da han tilfældigvis opdagede, at et vandrør lød forkert, da han bankede på det. Røret viste sig at indeholde et halvt kilo rottegift.

Den lokale vandforsyning, Thisted Vand, var i gang med at etablere offentlig vandforsyning til en ejendom i Snedsted, da rottegiften blev fundet ved en sammensvejsning, hvor den var stoppet ind i en af vandledningerne.

En 61-årig mand er blevet anholdt, og ved en ransagning på hans bopæl fandt politiet rottegift af samme type som giften i vandrøret.

Kan ikke købes af alle

Rottegiften blev allerede fundet i oktober 2013, men først nu har politiet anholdt en 61-årig mand, som er sigtet for at stå bag forgiftningsforsøget. Efter en sand maratonafhøring er manden nu løsladt igen, men politiet bekræfter, at sigtelsen opretholdes.

- Vi kunne konstatere, at rottegiften er af en type, som kun kan købes af professionelle skadedyrsbekæmpere, siger Erik Krogh Pedersen til Nordjyske og forklarer, at giften er blevet sendt til analyse.

Det er en af de helt sjældne paragraffer, den 61-årige sigtes efter. Paragraf 186 om bevidst forgiftning af drikkevand var i følge avisen sidst i brug for måske 50 år siden.

Den 61-årige mand nægter sig skyldig.

1:44
En mand fra Thisted blev i dag anholdt for at have forgiftet en vandledning med et halvt kilo rottegift.