Giftgrund: Har ikke kunnet bo i hus i fire år

En familie fra Lemvig har i fire år ikke kunnet bruge deres hus. Siden der blev fundet giftrester ved huset, har familien betalt for et hus, den ikke kan bruge. Og en løsning har lange udsigter.

040613Gifthus.jpg

Fra den ene dag til den anden måtte familien Lorenz forlade deres hus i Lemvig. Der var fundet giftrester i jorden ved huset.

Giften stammer fra et nedlagt renseri. Derfor anbefalede embedslægen, at familien skulle flytte ud med det samme. Det er fire år siden og familien har siden måtte bo i andet hus.

- Vi sidder lige i et venteværelse i ingenmandsland og har gjort det i 4 år, og vi synes, det er på tide, at nogen vil hjælpe os med at afslutte den her sag, siger Vanessa Lorenz.

Udover udgiften til det nye hus, de i dag bor i, betaler familien med 3 børn stadig husleje for det forgiftede hus.

Regionen har flere gange med forskellige metoder forsøgt at komme af med giften, men indtil nu uden held. Og den lange sagsbehandling skuffer familiens advokat.

- I det omfang regionen må konstatere, at ejendommen ikke kan gøres rent, så kunne de have gjort noget andet. Så kunne de for eksempel have gået ind og overvejet de legale muligheder, der er for at overtage en ejendom, der ikke kan gøres ren, siger advokat Bo Hansen.

Regionen ville gerne have fundet en løsning, men at det ikke er sket endnu er langt fra usædvanligt.

- Vi er jo altid kede af det, når folk må vente lang tid, men det er altså normalt for den her type sager, at det tager meget lang tid. I de værste tilfælde er det helt op til 30 til 50 år, siger Vicedirektør i Region Midtjylland, Hans Fredborg.

Region Midtjylland har registreret 523 boliger, som har været ramt af forurening af gamle renserier.

0:14
040613Gifthus

Se mere på TV/MIDT-VEST i aften 19.30