Gift på tærsklen til 2017

I går var TV MIDTVEST's nytårshold med til bryllup hos Louise og Søren Ginderskov Simmelsgaard fra Lind.

Nytårsbryllup
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

For Louise og Søren Ginderskov Simmelsgaard kunne 2017 ikke starte bedre. De blev nemlig gift i går, og fejrede bryllup og nytårsaften i skøn forening hele natten. 

Vielsen foregik i Engesvang Kirke og bagefter var der fest i Sinding Feriehus.

- December måned er jo en ubelejlig måned for mange, og så tænkte vi, at nytårsaften skulle folk alligevel ud at feste. Og så kunne de lige så godt feste sammen med os, fortæller nygifte Louise Ginderskov Simmelsgaard til TV MIDTVEST kort før brudevalsen nytårsaften.

Gemalen Søren hæfter sig ved at bryllupsdagen bliver let at huske. 

- Og så bliver det jo en fest fremover, hver gang, vi skal fejre bryllupsdag, understreger han, inden han svinger sin brud ud på dansegulvet.

Brudeparret blev fejret helt traditionelt med bryllupsmiddag, brudevals og en brudgom, der fik klippet tæerne af sine sokker efter dansen.

Tillykke til parret, som bor til daglig i Lind.