Gidseltagning på Mors

To personer blev natten til tirsdag bortført fra deres hjem i Ullerup ved Nykøbing Mors af tre gerningsmænd. De er blevet slået, sparket og brændt og truet med at blive savet over med en motorsav.

I går aftes ved 23-tiden opsøgte tre gerningsmænd et par i Ullerup ved Nykøbng Mors. Gerningsmændene slæbte parret med sig ud i bilen, hvor de kørte rundt på Mors indtil tirsdag formiddag, hvor det lykkedes parret at undslippe.

Gerningsmændene har slået, sparket og forbrændt den bortførte mand, mens kvinden blev truet med at blive savet over med en motorsav.

Nu er de bortførte i politiets varetægt og i god behold. Samtidig har politiet anholdt tre gerningsmænd.

Både gerningsmændene og de bortførte har deres daglige gang i det kriminelle miljø, og var på forhånd kendt af politiet.

Årsagen til bortførelsen er interne konflikter. To af gerningsmændene sad varetægtsfængslet for tyveri. Og imens de var i fængsel er de tilsyneladende blevet bestjålet. De beskylder det bortførte par for at have begået tyveriet.

Gerningsmændenes forklaring til politiet er, at tyvekosterne er smykker. Men politiet kan ikke udelukke, at der også er narko indblandet.

Det er nu snart en måned siden, at de to af gerningsmændene blev løsladt fra deres tidligere dom. Nu er de altså tilbage i politiets varetægt og bliver sigtet for frihedsberøvelse og grov vold.