Gerningsmand uden for livsfare

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at den formodede gerningsmand til drabet i Hvam Stationsby er uden for livsfare.

22VoMord.jpg

Den mand, der angiveligt dræbte en kvinde fra Hvam Stationsby mandag aften, er nu uden for livsfare. Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev hårdt såret mandag aften, hvor han i følge de første meldinger var i livsfare. Men her til formiddag bliver han altså fremstillet i grundlovsforhør, hvis han efter forventning bliver udskrevet efter lægernes stuegang. Sker det ikke, bliver han fremstillet in absentia.

- Vi regner med, at vi har fat i den rigtige gerningsmand, siger politikommissær Henrik Grove fra lokalpolitiet i Viborg.

- Nu skal vi igang med en meget detaljeret sporsøgning, hvor alle detaljer bliver dokumenteret, så man kan klarlægge hændelsesforløbet så præcist som muligt, uddyber han.

Muligt bordelopgør

Gerningsmanden blev anholdt omkring halv syv mandag aften, hvor politiet blev kaldt ud til husspektakler på Kirkebyvej i Hvam Stationsby lidt syd for Aalestrup.

På stedet ligger der en thaimassageklinik, men det er uklart, hvilken tilknytning gerningsmand og offer har til klinikken.

- Vi formoder, at det er ejeren af klinikken, som er offeret. Det forlyder, at der har været drevet massageklinik, men vi ved ikke, om der er tale om decideret bordel, siger Henrik Grove.

Politiet ønsker endnu ikke at oplyse, hvordan kvinden blev slået ihjel.