Gennembrud for dansk biogas

Regeringen barsler med et lovforslag, der gør det muligt at bruge naturgas og biogas i de samme rørledninger. Dermed er der masser af miljøvenlig energi på vej til de midt- og vestjyske forbrugere.

Ministeriet for landbrug, fødevare og energi er på vej med en ny lov, der vil gøre det økonomisk muligt at producere mere biogas og sende det ud via naturgasnettet.

- Hvis der er flertal for det, og prisen bliver sat, så det hænger sammen rent økonomisk, så vil det være godt, forklarer direktør for Lemvig Biogas, Lars Albæk Kristensen.

Som reglerne er i dag, bliver biogas pålagt samme energiafgifter som naturgas, når det sendes i de samme rørledninger. Det giver underskud, og derfor producerer blandt andet Lemvig Biogas slet ikke til naturgasnettet - selv om de godt kunne.