Gennembankede sin kæreste: Nu er 29-årig anholdt

En 29-årig mand er torsdag morgen kl. 5 blevet anholdt, fordi han ifølge politiet har tæsket sin kæreste.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

Tidligt torsdag morgen har politiet anholdt en 29-årig mand fra Lind, fordi han har banket sin kæreste. Det oplyser politikommissær Bent Smedegaard fra Lokalpolitiet i Herning.

- Hun har virkelig fået bank, siger Bent Smedegaard.

Den 28-årige kæreste kom ind på skadestuen i Herning. I den forbindelse blev politiet kontaktet, og efterfølgende tog ordensmagten ud og anholdt den 29-årige. Uden dramatik i øvrigt.

Politiets jurister skal nu vurdere, om der er belæg for at fremstille ham i grundlovsforhør.

- Han bliver formentlig fremstillet, for han er tidligere kendt for vold, forklarer politikommissæren.

I løbet af formiddagen er det blevet besluttet at fremstille ham for en dommer ved Retten i Herning torsdag eftermiddag.