Genial idé mod genindlæggelser

Antallet af genindlæggelser af spædbørn rasler ned på sygehusene i Holstebro og Herning.

Nyfødt

På sygehusene i Herning og Holstebro har de fået en god idé til at nedbringe antallet af genindlæggelser af nyfødte. Fødeafdelingerne på de to sygehuse har med særlig fokus på de helt smås trivsel opnået bemærkelsesværdige resultater, skriver TV2.

Mads Jensen og Mette Jensen, der lige er blevet forældre for første gang, har fået udleveret skemaet på Holstebro Sygehus. De har haft en del tvivlsspørgsmål i forbindelse med at blive forældre.

- Har hun det godt? Er det normalt, at hun græder, når hun bliver skiftet, siger Mads Jensen til TV2.

Ved hjælp af skemaet kan de holde øje med, om deres lille Carla har det godt, om hun får den mad, hun skal have, og om hendes afføring er, som den skal være.

Alle nybagte forældre på sygehusene i Holstebro og Herning får nu et visuelt trivselsskema for den lille nyfødte med, når de bliver udskrevet. Det har øget trivslen blandt spædbørnene og forhindret de mange genindlæggelser.

- Ved at anvende visualisering af budskaber frem for tekst og tale, anvendes et sprog, som alle kan forstå, skriver Hospitalsenheden Vest i Region Midtjylland om skemaerne.

Skemaerne er en del af et projekt på de to sygehuse og i de seks involverede kommuner Lemvig, Struer, Holstebro, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern og Herning.

Undersøgelser har tidligere vist, at op mod 2000 spædbørn er blevet genindlagt på hospitalet inden for den første måned efter fødslen. De hyppigste årsager var dehydrering, fejlernæring og ammeproblemer. Projektet i Herning og Holstebro viser, at det nytter at gøre noget, her er antallet af genindlæggelser af spædbørn næsten halveret.