Genforeningstræ fældet ved en fejl

To medarbejdere i Park og Vej tog fejl af træer i Skjern og fældede et næsten 100 år gammelt genforeningstræ.

180914TraeSmutter.jpg

I 94 år har et stort bøgetræ prydet Møllegade i Skjern ved siden af Skjern Bank. Træet var til minde om genforeningen af Sønderjylland i 1920.

Men nu er træet væk. To medarbejdere fra Vej og Park i Ringkøbing-Skjern Kommune har nemlig fældet træet ved en fejl. Det skriver Ugeposten Skjern.

Træet var ved at blive fældet, da medarbejderne i Skjern Bank mødte ind på arbejde onsdag. Pladsen, hvor træet stod, er ejet af banken, men ingen vidste noget om, hvorfor træet skulle fældes, og ingen havde bestilt en træfældning. Skjern Banks direktør er målløs, at det er sket.

- Vi har brugt en del kræfter og penge på at vedligeholde træet, så jeg er umådelig skuffet over, at det er blevet fældet, og uden vi har fået noget at vide. Træet er blevet fældet på bankens jord, så vi vil gerne have en meget god forklaring på, hvorfor det er sket, siger Per Munck, direktør i Skjern Bank, til avisen.

Sket ved en fejl

Men der er sket en fejl. De to medarbejdere, der fældede træet, skulle ikke have fældet det.

- Der er sket en fejl. Der er nogen medarbejdere, der har fældet et træ, som de ikke skulle, for det er ikke på vores grund. Det er min fejl. Jeg kan forstå, der var følelser knyttet til træet, og det gør det ekstra ærgerligt. Men jeg prøver at få kontakt til banken for at finde en løsning, siger Dan Overgaard, driftsleder i Park og Vej, Ringkøbing-Skjern Kommune.

Banken og kommunen skal nu drøfte, hvad der skal ske.

Efter sønderjyderne stemte ja til at blive genforenet med Danmark ved en folkeafstemning blev det i hele landet markeret ved at plante bøgetræer, såkaldte genforeningstræer.

Sådan så der ud, før træet blev fældet.

180914Trae2.jpg

Sådan ser der ud nu.

190914Trae1.jpg

Se aftenens indslag om genforeningstræet.

1:43
Ved en fejl har Ringkøbing-Skjern Kommune fældet et historisk træ i Skjern midtby, som oven i købet stod på privat grund