Skatepark indviet i Thyborøn: - Generationer mødes på kryds og tværs

Det har været halvandet år undervejs, men Thomas Laurie har endelig fået en skatepark i Thyborøn.

Initiativtageren til skateparken i Thyborøn, Thomas Laurie. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Lørdag var en stor dag mange steder i landet. Gadeidrættens dag blev afholdt, og her var et af de steder, hvor fejringen skete med ekstra stor glæde, i Thyborøn.

Vi har brug for et samlingssted, hvor man kan mødes, chille og hænge ud, som man har lyst til

Thomas Laurie, initiativtager, THEMIS Skatepark

Her åbnede den længe ventede skatepark på Vesterhavsgade, efter den har været undervejs i halvandet år.

Læs også Havne og fiskere til kamp mod forurening: Mere affald skal genanvendes

- Vi har brug for et samlingssted, hvor man kan mødes, chille og hænge ud, som man har lyst til. Det har der manglet her i byen. Et sted, hvor de unge mennesker kan hygge sig hver dag og mødes. Det har vi jo nu, siger initiativtageren til skateparken, Thomas Laurie, og fortsætter.

- Der er masser af folk heroppe hver eneste aften. De hygger sig og har det sjovt. Generationer mødes på kryds og tværs. Det synes jeg er vildt fedt at se. Det kan jeg glædes over, når jeg går rundt heroppe om aftenen. Det fryder mig virkelig. Det er dejligt.

Til åbningen af THEMIS Skatepark, som det mundrette navn lyder, var der mødt mange op.

Nogle skulle prøve den første tur ned ad de mange ramper som nogle af de første, mens andre var med til at klippe den røde snor i fællesskab.

Den røde snor blev klippet af mange forskellige personer. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Har fat i de foreningsløse

Initiativtageren er ikke i tvivl om, at skateparken bliver en succes. For den tilbyder noget, som idrætsforeninger rundt omkring i byen ikke gør.

Her kan man komme og gå, som man vil.

- Du er ikke tvunget til at komme på et bestemt tidspunkt. Du kan komme og gå, som du vil. Vi har fat i de foreningsløse, som ikke gider at gå til fodbold, håndbold, spejder eller hvad ved jeg. Så kommer man herop. Om du kører på løbehjul, skateboard eller ikke gør noget, så er du bare en del af et fællesskab. Det synes jeg, bare er pissefedt – for at sige det på godt dansk, siger Thomas Laurie.

Både yngre og lidt ældre bruger skateparken. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

Vil have børn til at sige farvel til videospil

Åbningen af THEMIS Skatepark var en del af den officielle dækning af Gadeidrættens Dag. Her er den overordnede strategi at få større opmærksomhed omkring aktiviteter udendørs og dermed få flere til at dyrke de mange forskellige former for motion.

- Det håber vi jo på. Vi vil gerne have så mange folk ud på gaden som muligt, der kan bidrage til skateboardkultur – bare kulturen i at være ude og lave en masse ting. Gadeidræt er jo ikke bare skateboard, løbehjul og rulleskøjter. Det er også parkour, breakdance, basketball, fodbold og alt muligt. Kom ud på gaden i stedet for at sidde foran sin PlayStation derhjemme. Kom ud og vær aktiv. Det er en god prioritet for de unge mennesker, slår Thomas Laurie fast.

Gadeidrættens Dag blev markeret 46 forskellige steder i landet.

01:07

Lørdag er gadeidrættens dag, og i Thyborøn blev det markeret ved at indvie byens nye skatepark.

Luk video