Genan reddet på målstregen

Viborg-firmaet Genan er blevet reddet på målstregen fra en tvangsopløsning.

Genan, der er verdens største indenfor genbrug af dæk, har de seneste måneder været under pres på grund af tilsyneladende stærkt sminkede regnskaber, som revisorerne ikke ville godkende.

Nu har pensionsselskabet PKA overtaget aktierne i virksomheden med henblik på at føre virksomheden videre. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Genan og PKA.

Aftalen medfører, at Genans stifter, Bent A. Nielsen, nu er helt ude af ejerkredsen. Administrerende direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen, er lettet over, at der nu er fundet en løsning, som bankerne, der har ydet lån til Genan, bakker op omkring.

- Den her sag har fyldt meget i mange måneder, og det har været et hårdt forløb, som vi i PKA gerne havde været foruden. Vi er ikke vant til at være involveret i sager som denne. Men nu er der fundet en løsning, som vi og bankerne er tilfredse med, og nu handler det om at få ro på situationen og få klarlagt, hvordan vi bedst muligt kan drive virksomheden videre. For vi tror fortsat på forretningsidéen bag Genan, siger Peter Damgaard Jensen i pressemeddelesen.

Genan holder torsdag generalforsamling med henblik på at få godkendt regnskaberne.