Ged kan være bidt af flagermus

Hvis det viser sig, at geden fra Gundelund er smittet med rabies, så kan det skyldes bid fra en flagermus.

12VoRabiesGed2_001.jpg

Den ged der i går tirsdag bed en kvinde fra Gundelund ved Viborg, kan være smittet med rabies. Og hvis det er tilfældet, så er det nærliggende at tro, at en flagermus er smittekilden. Det sker nemlig jævnligt, at der konstateres rabies hos flagermus, og da der i kalkgruberne ikke så langt fra Gundelund lever rigtig mange flagermus, er det en nærliggende tanke.

- Hvis det viser sig, at geden er smittet, så er min første tanke da, at den er blevet bidt af en flagermus, siger Maren Johansen, Sektionsleder, Bedredskabet, Veterinærafdeling Nord.

Der er stadig tvivl om, hvorvidt geden er smittet med rabies. Den er nu blevet aflivet og kørt til undersøgelse. Der ventes svar på undersøgelsen indenfor en uge.