Gave fra Vestas: 9 millioner kroner

Vindmøllekoncernen støtter oplevelsescenter i Ringkøbing. - Vi er stolte over at være en del af et internationalt flagskib for vindenergi, siger koncernens teknologidirektør.

060215Kraft.jpg

Vestas tager den store pengepung frem for at støtte det kommende oplevelsescenter Kraft i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vindmøllekoncernen har besluttet at give 9 millioner til oplevelsescenteret, der efter planen slår dørene op uden for Ringkøbing i 2017.

- Vestas er født i Ringkøbing-Skjern, og vi har fortsat tusindvis af medarbejdere i kommunen. Vi er stolte af at være en del af et internationalt flagskib for vindenergi, som folk fra hele verden besøger for at blive klogere. Vi håber, at Kraft kan medvirke til at understrege den position, siger teknologidirektør i Vestas, Anders Vedel, i en pressemeddelelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

Kraft beskrives som et vidensbaseret oplevelsescenter, der med "afsæt i naturens kræfter skal få de besøgende til at blive mere bevidste om deres handlinger i hverdagen". Arbejdet med at realisere centret blev for alvor skudt i gang i 2010 efter en aftale mellem Ringkøbing-Skjern Kommune og Region Midtjylland.

Eksternt link - læs mere Kraft her