Festival på fire måneder: Gashåndtaget er drejet i bund

Efter endagsfestivalen Rock i Ringkøbing for nylig undgik konkurs, kæmper arrangørerne for at stable en ny festival på benene til sommer. Men de har rigtig travlt og tiden imod sig.

Arrangørerne af Rock i Ringkøbing kæmper netop nu for at få stablet et musikprogram på benene for årets festival. Men de har tiden imod sig. Foto: TV MIDTVEST arkiv

Mens de fleste af sommerens festivaler er ved at have præsenteret størstedelen af deres musikprogrammer, så halter Rock i Ringkøbing gevaldigt efter.

Der er 132 dage til, at endagsfestivalen slår portene op, men på grund af en truende konkurs, der blev afværget i sidste øjeblik, er programmet for årets festival stadig gabende tomt. Folkene bag festivalen har med andre ord mere end almindeligt travlt.

- Gashåndtaget er drejet i bund, lyder det fra Jens Hebroe, der er formand for Kulturforeningen Rock i Ringkøbing.

Læs også Rock i Ringkøbing: Musikprogram på trapperne og dato på plads

Årets Rock i Ringkøbing foregår den 6. juli og arrangørerne har ikke et eneste musiknavn på plakaten endnu. Derfor har de givet sig selv to uger til at få programmet fyldt ud med kunstnere.  

- Det er et hurtigtarbejdende udvalg, der er nedsat i onsdags. De arbejder også henover weekenden, så vi tror på, at det nok skal lykkes, lyder fra formanden.

For mange festivaler presser markedet

Sidste år gav festivalen underskud og for 12 dage siden undgik den med nød og næppe at gå konkurs. Og det er efterhånden ikke et særsyn i festivalbranchen, hvor adskillige festivaler har svært ved at skabe overskud, og flere har også måtte dreje nøglen om, fordi der bliver flere og flere koncerter til det samme antal mennesker.

Læs også Forening jubler: Rock i Ringkøbing er vores hjerteblod

- Det er klart det er med til at presse mange af festivalerne, og så er der også sket det, at kunstnerhonorarerne er blevet meget høje, lyder det fra den mangeårige musikbooker Søren Højbjerg, der selv har arrangeret Esbjerg Rock Festival, der gik konkurs sidste år. 

Rådet fra musikbookeren er, at festivalerne skal finde deres egen niche - så de ikke ligner de 60 andre festivaler, der løber af stablen denne sommer.

- Der spiller jo de samme orkestre inden for en radius af 50 kilometer, og det er altså ikke nok mere - så man skal måske være lidt mere kreative, konstaterer Søren Højbjerg. 

Læs også Rock i Ringkøbing undgår konkurs

Og formanden for Rock i Ringkøbing giver musikbookeren ret. 

- Der er ingen tvivl om, at det her det skal retænkes. Det drejer sig om at tage risikoen ud. Måske også sætte ambitionsniveauet lidt ned, siger Jens Hebroe, der vil skrue lidt ned for musikbudgettet og op for rammerne.

- Det er ikke nok med et fadølsanker i dag. Der skal være champagne, der skal være gin. Der skal være alle mulige andre ting end lige det traditionelle festival, konstaterer han.

Udover Jens Hebroe arbejder to andre medlemmer fra foreningen bag festivalen på at skaffe den altafgørende musik. Får Rock i Ringkøbing fyldt plakaten med musiknavne, står otte lokale foreninger klar med 650 frivillige, der tilsammen arbejder i lige knap 5000 arbejdstimer, så alt det praktiske omkring festivalen også falder på plads. 

01:44

Folkene bag Rock i Ringkøbing har rigtigt travlt. Efter at have afværget en truende konkurs, har de kun fire måneder til at få et gabende tomt musikprogram fyldt op.

Luk video