Gang i salget af øko-kyllinger

Vinderup-virksomheden HKScan Denmark har solgt 32 procent flere økologiske kyllinger i 2014 end 2013. Virksomheden vil nu øge produktionen af økologisk kylling markant.

okokyllinger.jpg

2014 var et rigtigt godt år for salget af økologisk kylling. HKScan, der slagter økologiske kyllinger på slagteriet udenfor Vinderup, har øget salget af øko-kyllinger med 32 procent.

- Vi ser en klar tendens hos forbrugerne i retning af øget fokus på kvalitet og dyrevelfærd, og samtidig er det tydeligt, at forbrugerne i langt højere grad end tidligere er villige til at betale mere for at få bedre fødevarer. Alt sammen til fordel for økologiske produkter og for vores kyllinger, siger salgschef for Danmark i HKScan Denmark, Anders Olsen.

Det øgede salg overrasker

HKScan Denmark slagter økologiske kyllinger to gange ugentligt og samlet slagter virksomheden mellem 9.600 og 14.400 økologiske kyllinger om ugen. Ca. 90 pct. af den økologiske produktion sælges i Danmark, mens ca. 10 pct. eksporteres. HKScan forventer at udviklingen fortsætter og arbejder p.t. på at øge produktionen af økologisk kylling markant.

- Det har overrasket os, at vi i en situation, hvor vi ikke rigtig kan sige, at Danmark er ude af den økonomiske krise og inde i ny vækst, har oplevet en markant stigende efterspørgsel efter økologiske kyllinger, der trods alt er dyrere end de konventionelle kyllinger. Det har betydet, at vi har haft vanskeligt ved at følge med efterspørgslen og levere de økologiske kyllinger, som detailhandlen efterspørger, siger Anders Olsen.

HKScan Denmarks salg af økologisk kylling i Danmark udgør fortsat kun godt to pct. af virksomhedens samlede salg af kylling i Danmark.