Gammel sag giver politiet arbejde

Flere henvendelser i 16 år gammel drabssag sender Midt- og Vestjyllands Politi på ekstra arbejde.

- Det er jo ingen hemmelighed, at der ikke længere er nogen tilbage her, som kan huske sagen fra dengang den kørte i 1995, så vi skal igang med at læse op på den for at vurdere om de nye udsagn kan bruges.

Sådan siger efterforsker og vicepolitikomissær Jes Hvas fra Midt- og Vestjyllands Politi i forbindelse med, at en række nye vidner har henvendt sig i sagen om mordet på den kun 8-årige, tyske dreng Dennis Rostel, der blev fundet gravet ned i Skånsø Plantage ved Vinderup i august 1995.

Kasser med ringbind

Efterforskere går nu igang med at læse de mange ringbind med sagsakter, og med at afhøre de nye vidner der er kommet.

- For at vurdere de nye vidneudsagn så må vi tilbage og se, hvad der ligger fra dengang, og senere vil det så også indgå i vurderingen, om der er noget i de nye henvendelser, som har interesse for tysk politi i forbindelse med sagen, forklarer Jes Hvas.

Det er nye spor i mordet på en anden tysk dreng i 2001 som har fået tysk politi til at knytte flere uopklarede drab på børn og over 40 overgreb på mindreårige sammen.

Seriemorder

Forbundspolitiet i Tyskland jagter nu en seriemorder med fem mord på samvittigheden. Heriblandt altså mordet på Dennis Rostel, som forsvandt under en sommerlejr i Slesvig i juli 1995. Han blev i begyndelsen af august fundet i plantagen ved Vinderup.

Det er en tysk tv-udsendelse om de uopklarede forbrydelser som har sat ny skub i den gamle sag. Udsendelsen blev vist på tysk tv i fredags og flere danske medier omtalte derfor sagen i weekenden.

Se indslag fra 15. februar, om de nye vidner her

Se indslag fra 12. februar med manden, som i 1995 fandt liget af drengen her

Se hele interviewet med vicepolitikommissær Jes Hvas her

01:47 Luk video