Håndbold: Gammel kending vender hjem til TTH: - Det er min klub

32-årige Søren Tau skifter til TTH Holstebro i næste sæson.

Søren Tau glæder sig til at trække i TTH Holstebro-trøjen igen.
Søren Tau glæder sig til at trække i TTH Holstebro-trøjen igen.
Foto: TTH Holstebro

Det bliver den rutinerede stregspiller Søren Tau, som afløser Lars Mousing på stregen hos TTH Holstebro efter denne sæson.

Det skriver TTH Holstebro i en pressemeddelelse.

Den 32-årige håndboldspiller har skrevet under på en etårig kontrakt med klubben, som han gennem otte sæsoner, fra 2008-2016, har spillet 327 kampe for.

- Jeg glæder mig til at komme hjem. Jeg føler, at TTH Holstebro er min klub, og det er her, jeg har haft en fantastisk tid i en klub med et stærkt klubmiljø, og hvor jeg tidligere har haft mange håndboldoplevelser, siger Søren Tau.

- Jeg var ikke rigtig i tvivl, da TTH henvendte sig, lyder det.

En leder vender hjem

Også cheftræner Patrick Westerholm er glad for at få stregspilleren hjem.

- Det bliver spændende at få Søren tilbage til TTH Holstebro. Vi får en spiller tilbage til klubben, som har masser af håndboldglæde og engagement at give af.

- Der er ingen tvivl om, at vi får en spiller, der har klubben helt inde i hjertet. Han er en spiller, der er villig til at gå forrest som leder. Jeg har stor tiltro til, at han vil være en værdifuld ressource for os fra næste sæson, lyder det fra Patrick Westerholm.

Søren Tau spiller i norske Elverum Håndbold, som han skiftede til i efteråret, indtil kontrakten træder i kraft til sommer.