Supersygehus bliver uden fysisk arkiv: Gamle patientjournaler overgår til Rigsarkivet

Onsdag blev de sidste patientjournaler i kælderen under Regionshospitalet i Holstebro afhentet af Rigsarkivet i Viborg, hvor de nu skal sorteres.

Patientjournalerne under Regionshospitalet i Holstebro fylder ni kilometer, hvis de placeres i forlængelse af hinanden.
Patientjournalerne under Regionshospitalet i Holstebro fylder ni kilometer, hvis de placeres i forlængelse af hinanden.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Der bliver ikke lavet plads til at opbevare fysiske patientjournaler i det nye supersygehus i Gødstrup. Derfor er Hospitalsenheden Vest i fuld gang med at nedlægge de nuværende fysiske arkiver, der primært gemmer på patientjournaler helt tilbage fra omkring 1920.

- I gamle dage opbevarede man journalerne i papirform. Siden 2010-2011 har vi gjort det i elektronisk form, og det betyder, at vi nu skal til at afvikle de her papirer efter alle kunstens regler, fortæller Christian Bjerrum, der er innovationskonsulent i Hospitalsenheden Vest.

Det er Christian Bjerrum, der er projektleder på opgaven med at afvikle de gamle arkiver, og det er lidt af en mundfuld. Kælderen under Regionshospitalet i Holstebro gemmer på cirka ni kilometer arkiv. Omkring 150 tons er allerede smidt ud, men cirka 15 procent af journalerne skal gemmes jævnfør flere forskellige love, blandt andet journalbekendtgørelsen. 

 - Vi skal gemme alle journaler, der har været brugt de seneste ti år, og når vi så overskrider den ti-årige periode, så træder arkivloven i kraft, og der er så tre regler, der gælder. Alt fra før 1950 skal blandt andet gemmes i sin fulde kontekst, siger han. 

Fra 1950 til 1976 skal alle journaler på personer, der er født den 1. hver måned gemmes i sin fulde form. På personer der er født fra den 2. til den 31. skal alle sygeplejerskernes og lægernes notater gemmes.

Fra 1977 og frem til i dag er det kun journaler på dem, der er født den første, der skal gemmes.

Journalerne pakkes i bure og køres til Viborg.
Journalerne pakkes i bure og køres til Viborg.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Fra behandlingsarkiv til forskningsarkiv

Onsdag blev det sidste læs journaler hentet af Rigsarkivet i Viborg. Her skal journalerne først sorteres, hvorefter en del vil blive kasseret. Det, der skal gemmes, bliver renset for plastik og clips, inden det bliver puttet i æsker og gemt. 

- Det er jo en del af historien, vi gemmer. Vi gemmer ikke det hele, for det ville blive alt for meget, men vi gemmer et udsnit af det, siger arkivar ved Rigsarkivet, Erik Laursen. 

Han kalder det en ”pænt stor” opgave.

- Der er rigtig mange meter selvfølgelig, men vi er vant til det. Der er jo et system i det, og så ved vi jo, hvad der skal gemmes og ikke skal gemmes.

De journaler, der bliver bevaret, skal tjene som forskningsarkiv, hvor forskere i fremtiden kan søge viden.

- Det er rart, at man om 50 eller 100 år kan gå tilbage og se, hvad sundhedstilstanden var i Vestjylland i år 1990 for eksempel, siger Christian Bjerrum.

Efter opgaven med at nedlægge arkivet under Regionshospitalet i Holstebro, rykker Christian Bjerrum videre til Herning. Herefter venter yderligere to arkiver i Lemvig og Ringkøbing.

Han oplyser, at nuværende patienters data naturligvis ikke er en del af flytningen.