Gaga i Boxen - dropper Kbh

Lady Gaga springer hovedstaden over, når hun skal på turné til efteråret. Herning bliver det danske stop.

Boxen.jpg

Popfænomenet Lady Gaga kommer atter til Danmark. Og denne gang bliver det et gensyn med det jyske for sangerinden.

Lady Gaga indtager Herning og Boxen til september, når hun tager på den europæiske del af sin turné The Artpop Ball Tour.

Om det er for musikken eller for showet, at fans står i kø for at se Lady Gaga, er uvist. Men sidst hun var i Danmark, så 35.000 hende i en udsolgt Parken i København i september 2012.

Her kunne man se ladyen skifte kostumer i et hæsblæsende tempo i kulisser med en fold-ud middelalderborg, en sort enhjørning og en motorcykel. Og outfits vekslende fra skriggule kjoler til maskingeværs-bh'er.

Lady Gaga begynder sin turné i USA til marts. Her begynder hun i New York med syv udsolgte koncerter på Roseland Ballroom. Koncerterne er de sidste på Roseland forud for nedrivningen af den legendariske koncertsal.

Når USA er overstået, følger så koncerter i Holland, Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Tjekkiet, Østrig, Italien, Portugal, Spanien, og Schweiz.

Billetsalget til den danske koncert d. 27. september i Herning begynder mandag d. 17. februar klokken 10.

Sidste gang, hun gæstede Boxen, var i oktober 2010 - til Boxens allerførste koncert nogensinde.