Gæster evakueret

Falk Lauritsen Rejser i Herning har evakueret feriegæster i Grækenland.

 

I alt 51 danske gæster, så mange har rejsearrangør Falk Lauritsen i Herning evakueret fra deres hoteller på den græske ø Samos.

Øens vestkyst er plaget af voldsomme skovbrande, og også selskabet Star Tours har evakueret i alt 267 skandinaviske turister. Flere af de evakuerede blev mandag nødt til at forlade deres hoteller i en sådan fart, at de ikke fik deres personlige ejendele med.

Over 150 brandfolk og frivillige har hele natten kæmpet mod flammerne, og brandvæsnet på Samos melder her tirsdag morgen, at skovbrandene på øen nu er under kontrol. En talsmand for brandvæsnet rapporterer, at der ikke er sket materielle skader.

Næste hold turister skal efter planen flyve til Samos på lørdag. Og direktør for Falk Lauritsen Rejser, Søren Falk Lauritsen forventer, at rejserne kan gennemføres.