Gåsehud i Boxen: 10.000 danske fans synger VM i gang

​10.000 ishockeyfans var fredag aften vidner til en historisk VM-aften i Herning.

De danske ishockeyherrer fik alt den støtte fra tribunerne, de kunne drømme om. Foto: David Cerny / Ritzau Scanpix

Gåsehud.

Læs også Frans Nielsens straffeslag sikrer Danmark to VM-point

Der kan næppe findes en mere passende måde at beskrive en historisk og euforisk ishockey-aften i Herning på.

Fire års slid for at kapre værtskabet til den største sportsbegivenhed, der nogensinde har ramt Danmark, kulminerede i en elektrisk og sitrende Boxen på den midtjyske hede, der for en stund er forvandlet til en sand ishockey-tundra.

Fredag eftermiddags ’opvarmningsopgør’ mellem to af verdens allerstørste mastodonter i sporten, USA og Canada, var ikke for alvor nok til at sætte kog i den store Herning-gryde med VM i ishockey trods de stolte nationers prominente placering i ishockeysportens hierarki.

Boxen ramte først de helt boblende temperaturer, da de danske iskrigere anført af NHL-stjernerne Frans Nielsen, Frederik Andersen og Oliver Bjorkstrand bemandede hjemmebanen med 10.000 rød-hvide støtter i ryggen.

Støtten til det danske ishockeylandshold var enorm på mesterskabets åbningsaften i Boxen. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

VM-åbneren endte 2-2 i ordinær spilletid, og da cifrene på måltavlen forblev uændrede i overtiden skulle det hele afgøres i en nervepirrende straffeslagskonkurrence. Mens tyskerne blev pebet ud af banen, leverede danskerne det, de skulle.

3-2 til Danmark efter straffeslag i en kamp, man blev forpustet over at overvære. Og så sluttede det hele, som det begyndte: Med skøn fællessang til tonerne af den danske nationalhymne.

Danmarks ishockeyherrer synger 'der er et yndigt land' efter sejren over Tykland. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Royal åbning: Populær kronprins modtog folkets hyldest

Til at åbne den internationale begivenhed var der royalt besøg af den helt fornemme slags. Med følelsesladede referencer til både dannebrog og stolthed for fædrelandet erklærede Kronprins Frederik verdensmesterskaberne i gang.

Og hvis man skulle være bare den mindste smule i tvivl om, hvorvidt H.KH Kronprinsen nyder folkets opbakning, så vidner et jubelbrøl, der sendte støjbarometeret helt op i den ypperste ende, om, at man godt kan pakke den antagelse pænt sammen igen.

Boxen nærmest eksploderede i kærlig hyldest til den folkekære kronprins, der selvsikkert tog imod den øredøvende gestus.  

Kronprins Frederik blev tiljublet i stor stil ved den officielle åbning af VM i ishockey 2018 i Herning. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Tusindvis af fans i kø

At der allerede nu er solgt over 300.000 VM-billetter, næsten 150.000 alene til kampene i Herning, kunne mærkes ude foran arenaens spritnye indgangsparti kort før den første puck skulle smides inde på isen.

Her var der i vendingens bedste forstand kø lige så langt øjet kunne række. De danske fans var klædt i rødt og hvidt og iført et dertilhørende særdeles smittende humør.

Tyskerne var også klar, selvom de på ingen måde kunne overstråle de danske roligans på en aften, der på forhånd var dømt til at tilhøre Danmark og dansk ishockey.

Folk flokkedes til Boxen for at tage del i ishockeyfesten. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Danske ishockeyfans i aftensolen inden kampstart. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Dannebrog svajer inden Danmarks VM-åbningskamp. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

Stemningen fejlede ingenting blandt de mange fremmødte. Foto: Mass Lisby, TV MIDTVEST

”DANMARK! DANMARK! DANMARK”

I Boxen sejlede bølgen rundt i bedste roliganstil, mens det velkendte ”DANMARK! DANMARK! DANMARK!”-støttebrøl leverede rytme og lydtapet kampen igennem.

En opbakning, der kun blev højere og højere, som danskerne scorede flere og flere mål. Kun overgået af lydniveauet under straffeslagskonkurrencen naturligvis.

VM i Danmark er i gang. Opbakningen er der. Det danske landshold er der. De næste uger i Herning skal nok blive noget ganske særligt for alle, der deltager i festlighederne.

De danske ishockeyherrer puster lettet ud efter en hektisk åbningskamp mod Tyskland. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix