Gå i træning nu: Mesterskab i tartelet-spisning på vej til Thy

I september inviterer Thy Caféen indenfor til det første mesterskab i tartelet-spisning, hvor der er tag-selv-bord med tarteletter og øl i to timer.

Er du vild med tarteletter? Og tror du, du kan spise over 25 af dem og undgå at kaste op før klokken 19? Så er der dukket et helt nyt mesterskab op specielt til dig. 

Lørdag den 16. september afholder Thy Caféen det første Thy Mesterskab i tartelet-spisning, og billetsalget er netop skudt i gang.

- De har tidligere afholdt mesterskaber på Sjælland, og vi synes, det er en skam, at alle de store ting sker på Sjælland, så nu har vi taget det til os, siger bestyrer hos Thy Caféen, Vanessa Højsted. 

Hele arrangementet koster 225 kroner per næse, men i prisen er der inkluderet fri tartelet- og fadølsbar i tidsrummet 17-19, hvor konkurrencen finder sted. 

- Det vigtigste inden sådan en konkurrence er at sørge for, at der er plads til store mængder mad i maven. Vi snakker en to-tre kilo mad, der skal ned, så det er med at træne sig op ved at udvide mavesækken, og det er ikke sjovt.

Ruben Mikkelsen.

Men konkurrencen er ikke lutter sovs og glade dage. For at vinde er du nødt til at følge visse regler. 

  • Det er ikke tilladt at kaste op før efter klokken 19, hvor konkurrencen slutter. 
  • Det er ikke tilladt at levne eller sortere i maden. 
  • Det er ikke tilladt at spise sidemandens mad. 
  • Det er ikke tilladt at forlade sin plads. 

Der er præmier til både første, anden og tredjepladsen. Førstepræmien er en betalt julefrokost for 15 personer, andenpræmien er et kagebord og tredjepræmien er 15 stykker valgfrit smørrebrød. 

Går du med planer om at melde dig ind i det stærke topfelt til tarteletkonkurrencen og løbe med en af planerne, er det ikke for tidligt at gå i skarp træning allerede nu. Faktisk er du lidt sen på den, lyder det fra en af Danmarks allerbedste spisere, Ruben Mikkelsen, der flere gange er blevet danmarksmester i hotdogspisning.

Det vigtigste inden sådan en konkurrence er at sørge for, at der er plads til store mængder mad i maven. Vi snakker en to-tre kilo mad, der skal ned, så det er med at træne sig op ved at udvide mavesækken, og det er ikke sjovt.

Ruben Mikkelsen, danmarksmester i hotdogspisning

- Det vigtigste inden sådan en konkurrence er at sørge for, at der er plads til store mængder mad i maven. Vi snakker en to-tre kilo mad, der skal ned, så det er med at træne sig op ved at udvide mavesækken, og det er ikke sjovt, siger den erfarne storspiser, Ruben Mikkelsen.

Her kan man vælge mellem at drikke store mængder vand (husk saltet også!) eller at kaste sig ud i et decideret ædegilde. Det vigtigste ved begge discipliner er at blive ved, også efter det er begyndt at gøre ondt i maven.

Derudover er det også vigtigt at se på sin kondi og sin teknik, siger Ruben Mikkelsen.

- Når jeg siger kondi, tænker jeg på ens kæbemuskler. For det er ikke kun maven, der er på overarbejde, det kommer dine kæber også. Så husk at tygge masser af tyggegummi op til konkurrencen. Og så er det en rigtig god idé at finde ud af, hvordan man spiser tarteletter hurtigst og mest effektivt. Her kan man jo stjæle lidt idéer fra de regerende mestre, siger Ruben Mikkelsen.

Og så skal man sidst, men ikke mindst, forberede sig på at få det rigtig skidt. 

- Du får det skidt, mens du træner op til konkurrencen, og du får det skidt bagefter også. Så det skal dine venner og familie nok være parate til at håndtere, for du er ikke helt dig selv i sådan et forløb. Du kan godt blive lidt underlig, lyder erfaringerne fra Ruben Mikkelsen.

Så forbered dig grundigt, tilpas dit spisetempo til en to timer lang konkurrence, og invester allerede nu i store mængder tyggegummi, en sodavandsis til at tage den værste tørst efter konkurrencen - og rigelige mængder toiletpapir. 

Hvis det lyder som noget for dig, skal du skynde dig at hapse en billet inden den 9. september hos Thy Caféen.