Gæsterne strømmer til Østerild

I dag åbner det nye testcenter for kæmpevindmøller ved Østerild. Der er bilkø så langt øjet rækker. Miljøministeren blev mødt af en demonstration (opdateret 14:45).

Mindst 1000 gæster er dukket op til indvielsen af det nye vindmølletestcenter i Østerild. Det vurderer TV/MIDT-VEST's reporter på stedet.

- Der er lang kø af biler. Hele Testcentervej er én lang bilrække, siger Peter Pedersen, der dækker åbningen for TV/MIDT-VEST.

Den officielle åbning foretages af miljøminister Ida Auken, og både Siemens og Vestas er til stede for at fortælle om deres planer med testcentret. Indtil nu er der kun rejst én ud af de syv møller, der er plads til.

Larm under ministertale

Der var ikke varslet demonstrationer ved åbningen i dag. Alligevel var politiet til stede, og det viste sig da også at der kom en mindre demonstration. Omkring 20 modstandere af testcentret var mødt op, og de råbte og slog på grydelåg under miljøministrens indvielsestale.

- Politiet var henne og bede dem dæmpe sig, men de blev nu ved alligevel, fortæller TV/MIDT-VEST's reporter.

Langt hovedparten af de gæster, som TV/MIDT-VEST talte med i dag, er positive over for testcentret.