Fyrværkerishow for hele byen

Der findes delebiler og deleøkonomi. Nu findes der også snart dele-fyrværkerishow.

Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

I bydelen Mejdal ved Holstebro har en lokal borger taget initiativ til at stable Vestjyllands største fyrværkerishow på benene - til glæde for hele byen.

- Grundidéen er at samle alle og lave et fælles fyrværkerishow. Mange står jo normalt selv med deres egne små raketter og ser måske alligevel ikke naboens større raketter. Så er det måske sjovere at gi' lidt og lave et stort, samlet show, siger Jens Kristian Tonsberg, der er initiativtager og tovholder på arrangementet.

Showet bliver skudt af nytårsaftensdag klokken 16.15, og indtil da har interesserede mulighed for at købe en billet til showet. Det er der mange, der har allerede gjort. Knap 900 har på nuværende tidspunkt sikret sig en billet.

- Det er gået over al forventning. Vi er i hvert fald meget tilfredse, siger Jens Kristian Tonsberg.

Nytårsshowet bliver styret af Gunnar Knudsen, der er lokal fyrværker og regerende danmarksmester i fyrværkerishows. Han oplyser, at der lørdag vil blive brændt over 600 kilo krudt af på 15 minutter, og Mejdal-showet skulle eftersigende være større og vildere, end fyrværkerens tidligere shows i blandt andet Tivoli og Legoland.

Fredag aften er Gunnar Knudsen desuden med i programmet Fast Arbejde, der bliver sendt på TV MIDTVEST klokken 19.30.