Fyrværkeri antændte hus

En hund omkom, da fyrværkeri var skyld i en større brand i et hus i Vilsund.

Falck brandbil.jpg

Klokken lidt i et nytårsnat fik Thisted Brandvæsen en melding om en brand i et hus på Vilsundvej i Vilsund. Branden blev antændt af noget fyrværkeri, der var fløjet ind af hoveddøren.

- Det starter en brand lige inden for døren, hvor ejeren af huset også står. Han prøver at få det slukket, men der er for meget gang i det, siger indsatsleder Rasmus Tollak Evaldsen fra Thisted Brandvæsen.

Også naboerne ilede til for at hjælpe med at slukke branden. Men uden held. Og da brandvæsenet ankom til Vilsund, var boligen overtændt indvendigt.

- Lige da vi kommer sprænger vinduerne, og så kan ilden for alvor få fat, siger Rasmus Tollak Evaldsen.

Beboerens hund nåede ikke at komme ud af den brændende bygning, og den omkom af røgforgiftning.