Fyrre år og stadig rullende

Det var et kæmpehit, da Hjem-IS i dag fejrede 40-års jubilæum. Mange greb chancen for smagsprøver og mulighed for at ringe med klokken.

1500 mennesker havde lagt vejen forbi Hjem-IS for at smage på jubilæet.
1500 mennesker havde lagt vejen forbi Hjem-IS for at smage på jubilæet.

Ethvert barn kender nok de lyseblå biler og den velkendte lyd af klokken, der kan få tænderne til at løbe i vand.

I år er det fyrre år siden Hjem-IS bilen rullede ud for første gang og solgte is til danskerne.

Idéen kom fra Sverige og gik ganske enkelt ud på at køre rundt til kunderne, så folk kunne købe is, uden de nåede at tø på vejen hjem. Is er nemlig en af de mest sarte dybfrosne madvarer og begynder at tø, hvis temperaturen kommer over minus 15 grader.

Smagsprøver og snoretræk
I anledning af 40 års-jubilæet inviterede Hjem-IS i dag indenfor på sine ti depoter landet over. Det er depotet i Holstebro, der dækker Midt- og Vestjylland, og Hjem-IS fortæller, at omkring 1.500 mennesker kiggede forbi søndag formiddag.

Fra klokken ni til tolv serverede Hjem-IS smagsprøver til børn og voksne, der var hoppeborg, børnene kunne muntre sig i, og så var der en unik chance for at få lov selv at hive i snoren og lade isbilens klokke bimle.

Andet end is
Der er sket meget, siden Hjem-IS bilen satte i gear dengang i 1976. Nu kan man også købe for eksempel pizza og pølser ved døren, og i stedet for bare at lytte efter klokken kan man få en SMS, når isbilen nærmer sig. Selskabet har i dag omkring 100 isbiler.