Fyringer på vej i Midtjyske mediehuse

10 journalister og ni annoncekonsulenter står til at miste jobbet i ny fyringsrunde hos Midtjyske Medier.

Dagbladet.jpg

På samme tidspunkt for to år siden var journalisterne på Midtjyske Mediers lokalaviser i en lignende situation: Fyringer var blevet varslet lige op til påskeferien.

Nu er den der igen. Berlingske Media, som Midtjyske Mediers lokalaviser er en del af skal spare, og det går ud over hele koncernen. Ialt er op mod 50 stillinger i koncernen i spil, og det drejer sig både om journalister og annoncesælgere.

Hos Midtjyske Mediers Lokalaviser skal der ifølge TV/MIDT-VEST's oplysninger findes 10 journalister og ni annoncesælgere blandt mediehusene i Viborg, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Holstebro-Struer,  Århus og Randers. De næste 10 dage skal tillidsrepræsentanter fra aviserne drøfte situationen med ledelsen.

- Efter påske kan vi være meget mere konkrete, siger chefredaktør hos Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen i dag til tvmidtvest.dk.

Lige nu er hun på vej til et møde hos Mediehuset i Holstebro, hvor hun skal tale med personalet om situationen.

- Jeg tror, at folk er overraskede og frustrerede over at skulle igennem det igen, og det forstår jeg til fulde, siger Dorthe Carlsen, som i øvrigt ikke udtaler sig om økonomiske spørgsmål.

Nedskæringerne skal ifølge chefredaktøren ske som omstruktureringer både i lokale ugeaviser og dagblade.

- Vi vil gøre, hvad vi kan, for at opretholde kvaliteten. Uanset om det er dagblade, ugeblade, net eller radio, siger Dorthe Carlsen, som ikke vil frede nogen før drøftelserne med tillidsrepræsentanterne har fundet sted.

Ifølge Mediawatch  havde Berlingske Media ellers netop offentliggjort et regnskab for moderselskabet, som viser et overskud på 19 millioner kroner trods underskud på driften, og en mindre nedgang i omsætningen sammenlignet med 2009.

For to år siden forlod 36 medarbejdere Midtjyske Medier, fordi der skulle spares 60 mio. kroner. Langt de fleste tog en frivillig fratrædelse.