Fyrede sosuer kritiserer regionen

11 fyrede Social- og Sundhedsassistenter fra Regionshospitalet i Herning kritiserer fyringerne I et åbent brev til regionen.

sosu270815.jpg

- Det er en flok frustrerede social- og sundhedsassistenter på Kirurgisk afdeling på Regionshospitalet i Herning, der sender dette brev til Jer.

Sådan begynder det åbne brev, som 11 fyrede sosu-assistenter sender til region Midtjyllands politikere.

- Vi forstår ikke, at vores ledelse har valgt at fjerne en hel faggruppe fra en travl kirurgisk afdeling med en høj belægningsprocent. Vi har gennem vores mange års ansættelse på afdelingen oparbejdet høje kompetencer, og vi er i dagligdagen dem, der er tættest på patienterne, skriver sosuerne.

De fyrede sosuer arbejder på kirurgisk afdeling på hospitalet i Herning, men er blevet fyret som en del af regionens store spareplan.

I brevet kritiserer de blandt andet regionen for at bruge en million på fratrædelsesordninger, når en del af gruppen var parat til at gå på pension inden for en "overskuelig tid".

 Læs hele brevet herunder:

Kære Regionsråd: Det er en flok frustrerede social- og sundhedsassistenter på Kirurgisk afdeling på Regionshospitalet i Herning, der sender dette brev til Jer.

Anledningen er, at vi undrer os over udmøntningen af spareplan 15-19.

Vi forstår ikke, at vores ledelse har valgt at fjerne en hel faggruppe fra en travl kirurgisk afdeling med en høj belægningsprocent.

Vi har gennem vores mange års ansættelse på afdelingen oparbejdet høje kompetencer, og vi er i dagligdagen dem, der er tættest på patienterne.

Vi oplærer også nye kollegaer, både social- og sundhedsassistentelever, sygeplejestuderende, sygeplejersker og vikarer indenfor de sygeplejemæssige opgaver i vores speciale.

Med fyringen af os mener vi, at pleje og omsorg for patienterne bliver en meget nedprioriteret del af den service, de syge kan forvente at få på vores afdeling.

For hvem skal løse de patientnære opgaver, som har så stor betydning for den ofte meget syge patient?

Er det de pårørende, frivillige eller sygeplejerskerne, der i forvejen har rigeligt med opgaver?

På afdelingen modtager vi 24 social- og sundhedsassistentelever om året. De gennemgår en erhvervsuddannelse, som veksler mellem skole og praktik. I uddannelsen er det vigtigt at kunne spejle sig i sit eget fag. Men hvem skal være deres rollemodeller, når social- og sundhedsassistenterne ikke længere er en faggruppe, der kan bruges på afdelingen?

Generelt forstår vi ikke, at social- og sundhedsassistenterne, der er en autoriseret faggruppe, de senere år er blevet skubbet næsten helt ud af Hospitalsenheden Vest.

Tallene fra Region Midt som helhed viser, at vores faggruppe siden 2009 er blevet reduceret med 34 procent. Hvordan ser tallene ud for Hospitalsenheden Vest?

Ses der på landstallene for regionerne er antallet af social- og sundhedsassistenter reduceret med 3055 personer. Til sammenligning er der i samme periode ansat 1051 flere akademikere.

De økonomiske sammenhænge i Region Midt forstår vi heller ikke. F.eks. har vi hørt, at der er uens fordeling af økonomiske midler mellem regionens hospitaler.

Er det korrekt, at Hospitalsenheden Vest får tilført færre penge til det kirurgiske område?

Er det rigtigt, at vores kirurgiske afdeling i Herning har den højeste belægningsprocent blandt de kirurgiske afdelinger?

I hvert fald var belægningsprocenten så høj, at der tidligere på året blev åbnet fire ekstra senge. Derfor undrer det os, at man nu skal lukke 6 senge på afdelingen.

Sluttelig kan vi stadig ikke forstå, at vores ledelse i denne kæmpe sparerunde bruger en 1 mio. kr. til fratrædelsesgodtgørelser for at komme af med os til 1. marts næste år, når flere af os indenfor en overskuelig tid har nået en alder, hvor vi vil trække os tilbage. Dertil kommer udgifter til oplæring af de medarbejdere, der skal erstatte os, samt tab af den vidensbank, vi udgør.

Vi kalder det dårligt købmandsskab - hvad gør I?

Vi afventer jeres reaktion - gerne i offentligheden.