Fyrede 25 efter Brexit - nu ansætter de 50

Vinduesfabrikken Idealcombi i Hurup fyrede 25 medarbejdere som følge af usikkerhed efter det britiske nej til EU. Nu hyrer de det dobbelte igen

IdealCombi.jpg

25 medarbejdere på Idealcombi i Hurup fik en fyreseddel tilbage i oktober som direkte konsekvens af briternes nej til EU i juni. Siden da har vinduesfabrikken haft god vind i sejlene og er klar til at søge nye folk. 

Nu søger de 50 nye medarbejdere, da de igen har fået gang i ordrene.

- Vi har travlt og søger derfor 50 gode kollegaer til vores produktion på dag- og aftenhold, skriver firmaet på sin hjemmeside.

De første måneder efter Brexit faldt det britiske pund med over en krone i værdi. Det var medvirkende til at den danske eksport til Storbritannien ifølge Danmarks Statistik faldt med 10,5 procent i august.

Dengang var direktøren hos Idealcombi, Martin Søgaard mindre positiv. 

- Status er nu, at mange sager er udskudt og måske først kommer i gang til foråret, så vores forventede salg i efteråret udebliver, sagde Martin Søgaard i forbindelse med fyringerne.

De 50 nye medarbejdere hos Idealcombi bliver ansat løbende i perioden marts-maj.