Fur giver en gratis tur

Fra i dag mandag til og med 23. oktober er det gratis at komme med færgen til Fur.

Normalt koster det 20 kroner for alle over 14 år at komme med Fur-færgen. Foto: TV MIDTVEST

Går du og får lyst til en gratis færgetur, så går turen til Fur. Fra og med i dag mandag den 26. september til og med søndag den 23. oktober er det gratis at tage færgen til den lille Limfjordsø Fur – og det er hvad end du er gående, i bus, på knallert eller i helt almindelig bil.

Årsagen, til at færgen giver gratis ture den næste måned, er for at fremme turismen på småøerne uden for sommersæsonen. Det er et tilskud vedtaget i Folketinget, der har gjort det muligt for Skive Kommune at gøre overfarten til Fur gratis i den periode.

Overfarten til Fur går fra Branden, som ligger 25 kilometer nord for Skive, med færgerne Sleipner-Fur og Mjølner-Fur. Normalt koster den 3-4 minutter lange færgetur 20 kroner for en voksen.