Fund skyldes nye analysemetoder

Colibakterierne i drikkevandet i Viborg er sandsynligvis kun fundet på grund af nye analysemetoder.

090801_Vand_Bin_Clip.jpg

Der er fundet colibakterier i drikkevandet i Viborg. Det blev konstateret i går. Men mængderne er små, og havde det været for fem år siden, hvor vandværkerne brugte nogle andre analysemetoder, var de sandsynligvis ikke blevet opdaget. Det vurderer Palle Fløe Holm, direktør for Energi Viborg, som vandværket i Viborg hører under.

- Vi kan se, vandværkerne finder mange flere tilfælde af forurening, end vi gjorde for få år siden, og det er altså resultatet af, at vi har fået nye analysemetoder, siger han.

Sidst, vandværket i Viborg fandt colibakterier i drikkevandet, var for to år siden. Før de nye analysemetoder kom til, opdagede vandværket ikke et eneste tilfælde af forurenet drikkevand.

- Nu fanger vi alt det, der er. Det gjorde vi ikke nødvendigvis før, mener Palle Fløe Holm.

Bagsiden af medaljen

Der er imidlertid også en bagside af at finde alt, hvad der overskrider grænseværdierne bare det mindste:

- Vi kunne frygte at komme i en situation, hvor vi råber ulven kommer, så mange gange, at den dag, hvor der kommer en virkelig slem forurening, så reagerer folk ikke, siger Palle Fløe Holm.

Energi Viborg håber at kunne finde kilden til forurening allerede i morgen. Derefter starter arbejdet med at standse forureningen.

Se mere:

Energi Viborgs anbefalinger vedrørende vandforureningen

Læs også:

Ikke voldsom forurening: 01-08-09Vandforurening i Viborg: 31-08-09