For fuld til at blæse: Chauffør fundet med promille på 4,4

Midt- og Vestjyllands Politi anholdte i går en litauisk mand med en usædvanlig høj promille.

Alkometer og politibil
Foto: Flemming Christensen

En lastbilschauffør kom i går morges kørende ad Skjernvej ved Sønder Felding, da han i modsatte vejbane ser en anden chauffør hænge foruroligende stille ind over rattet i sin stilleholdende lastbil. I førerhuset konstaterer han, at der sidder en sovende mand, som han frygter, er alvorligt syg. Han tager affære og banker på, men der bliver i først omgang ikke åbnet op. Men efter gentagne forsøg, bliver der reageret.

- I bilen sidder en meget beruset litauisk chauffør, som på et tidspunkt vågner. Han sætter med det samme sin lastbil i gang, men vidnet springer ind i førerhuset og får standset lastbilen, hvorefter han får tilkaldt en ambulance, siger Michael Schultze, Vicepolitikommissær, Lokalpolitiet, Herning.

Efterfølgende bliver den 47-årige litauer undersøgt af ambulancefolk, som tror han er syg, men også beruset. Da politiet ankommer til stedet, vil de have manden til at puste i et alkometer, men det er manden for fuld til. På sygehuset konstaterer personalet dog, at manden er usædvanlig fuld. I hvert fald var hans promille på 4,4 ifølge en blodprøve.

- Det er meget usædvanligt, at vi har folk med så høj en promille, siger Michael Schultze.

Litaueren fik efterfølgende lov til at sove rusen ud på sygehuset, men han kan se frem til en sigtelse for spirituskørsel. Nu står han til en frakendelse af kørekortet i Danmark i tre år. Når sagen er afsluttet, bliver mandens kørekort sendt til politiet i Litauen.

Derudover vil efterfølgende prøver vise, om han manden også var påvirket af narkotika.