Fuld mand skød med pump gun

En 36årig beruset mand blev natten til lørdag anholdt for at skyde med en pump gun.

Omkring kl. 01 natten til lørdag fik politiet en anmeldelse om, at en mand gik rundt og skød med en pump gun omkring sit hjem i Holstebro. Da politiet kom frem, viste det sig at manden tilmed var beruset.

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi mener dog ikke, at den 36årige havde skudt mod andre mennesker. Udover våbenet beslaglagde politiet en del ammunition, de fandt i mandens hjem.

Den 36årige blev efter grundlovsforhør lørdag middag fængslet i 14 dage. Bliver manden dømt, står han minimum til 60 dages fængsel.