Fuglsang til gadeløb i Struer to dage efter Tour de France

Arrangørerne regner med op mod 15.000 tilskuere, når Fuglsang, Valgren og Mørkøv kommer til Struer den 30. juli.

Jakob Fuglsang efter sejren i Critérium du Dauphiné.
Jakob Fuglsang efter sejren i Critérium du Dauphiné.
Foto: Anne-Christine Poujoulat / AFP / Ritzau Scanpix

Flere af Danmarks største cykelryttere med Jakob Fuglsang i spidsen har meldt deres ankomst, når Struer den 30. juli er vært for gadeløbet Le Tour Revanchen 2019.

Jakob Fuglsang er i gang med karrierens bedste sæson og nævnes som en af favoritterne til den samlede sejr i touren eller i hvert fald en plads på podiet.

Han har vundet Liége-Bastange-Liége og etapeløbet Critérium du Dauphiné, og løbet i Struer bliver ifølge arrangørerne den eneste chance i år for at opleve ham køre på dansk grund. 

- Jeg har oplevet en helt fantastisk støtte fra de danske fans og derfor glæder jeg mig også ekstra meget over, at jeg kan være med til at give noget tilbage til dem, når jeg kører mit eneste løb i Danmark ved Le tour Revanchen i Struer. Det bliver en fantastisk dag med masser af feststemning, og så sammen med nogle af mine rigtig gode kammerater og store konkurrenter, det bliver sjovt, siger Astana-rytteren i en pressemeddelelse.

Ruten til gadeløbet er endnu ikke lagt fast, men arrangørerne venter op mod 15.000 tilskuere, når det går løs to dage efter afslutningen af Tour de France.

50-60 ryttere forventes at stille til start. Udover Jakob Fuglsang tæller feltet også navne som Mchael Valgren og Michael Mørkøv.