Fuglsang slipper fra styrt uden brækket håndled

Danske Jakob Fuglsang var i asfalten på 11. etape, men danskeren slap uden et brækket håndled.

20170712-163448-4_32mb.jpg
Foto: Scanpix

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) kunne delvist ånde lettet op kort efter afslutningen på 11. etape i Tour de France. Efter en halv times tid i Tourens røntgenvogn stod det klart, at danskeren ikke har brækket sit venstre håndled, efter at han var impliceret i et styrt i forplejningszonen, da der var kørt omkring 90 kilometer af etapen.
    
- Jeg har det okay. Det ser ud til, der ikke er noget brækket, men jeg har stadig ondt i håndleddet og i albuen, så vi skal lige have lavet en skanning mere, siger Fuglsang uden for røntgenvognen.
    
På vej ind i bilen nåede han at sige, at han godt kunne holde på styret, men at det gjorde ondt. Selv var han i tvivl om, hvad der skete omkring styrtet.
    
- Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror, der var nogle, som skulle have fat i madposer, så de bremsede op, og så røg de foran mig. Jeg syntes egentlig, jeg nåede at redde den, men så blev jeg måske kørt ned bagfra, lyder det fra danskeren.
    
Jakob Fuglsang ligger i øjeblikket på femtepladsen i Tour de France, der føres af Chris Froome (Sky). Fuglsangs holdkammerat Fabio Aru ligger nummer to i klassementet og har 18 sekunder op til Froome. De to kaptajner mistede til gengæld en vigtig hjælperytter i Dario Cataldo, som røg ned samtidig med Fuglsang og angiveligt har brækket håndleddet.
    
- Dario røg også ned, og det ser ud til, det er lidt værre med ham, siger Fuglsang.
    
Torsdag venter en helt anderledes barsk udfordring end onsdagens etape, når rytterne skal ud på 214,5 kilometer i Pyrenæerne. Her vil det vise sig, hvor store problemer det beskadigede håndled vil give Jakob Fuglsang.
    
Marcel Kittel (Quick-Step) vandt 11. etape, da han spurtsejrede og sikrede sig sin femte etapesejr i dette års udgave af løbet.
    
/ritzau/