Fuglsang om første grand tour-etapesejr: Fed følelse

Jakob Fuglsang kunne mandag sætte flueben ud for en etapesejr i et grand tour-løb, da han sejrede i Vueltaen.

Fuglsang vinder 144 km lang etape i etapeløbet Vuelta a España. Foto: Jeff Pachoud/Scanpix

Man skulle lige dobbelttjekke det, men det var god nok.

Cykelstjernen Jakob Fuglsang havde aldrig vundet en etapesejr i et af de tre store grand tour-løb, men det blev der ændret mandag.

Læs også Jakob Fuglsang skal køre Vuelta a España

Her strøg Fuglsang alene over målstregen på 16. etape i Vuelta a España, da han på den sidste stigning kørte alene, og ingen kunne følge danskeren.

Det var naturligvis en tilfreds Jakob Fuglsang, der efter sejren satte ord på, at det endelig var lykkedes ham at vinde en etape i Vueltaen.

- Fedt endelig at få en etapesejr i en grand tour, og at det ikke kun skal blive til andenpladser. Og fedt at opnå et af de mål, som jeg havde med at komme her til Vueltaen. Det er en fed følelse. Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes, siger Jakob Fuglsang til TV2 Sport.

Fuglsang i udbrud

Jakob Fuglsang var med i et stort udbrud, som før den sidste stigning havde omkring ni minutters forspring til feltet med favoritterne i det samlede klassement.

Det hele skulle afgøres på Cubilla-stigningen, som bød på 17,8 kilometer opad med en stigningsprocent på 6,2 i gennemsnit.

Læs også Medtaget Fuglsang melder fra til dansk gadeløb i Struer

Med syv kilometer igen angreb Fuglsang, og selv om Trek-rytteren Gianluca Brambilla i første omgang fulgte med, så kunne ingen for alvor true Fuglsang, der kørte alene over målstregen 22 sekunder foran Tao Geoghegan Hart.

- Heldigvis havde jeg benene med mig i dag, og måske var der nogen, der var mærket af gårsdagens etape - Tao (Geoghegan Hart, red.) var i udbrud i går også.

- James Knox kører klassement, og det mærker ham måske også, og så havde jeg Luis (Leon Sanchez, red.) med i udbruddet, som også var en god hjælp, lige inden jeg kørte afsted.

- Det fungerede egentlig perfekt selv om Quick Step gjorde sit for at gøre det hårdt for os, siger Jakob Fuglsang.

Stor profil i feltet

Selv om han udgik på 16. etape i dette års Tour de France, så har Jakob Fuglsang været en af feltets helt store profiler i 2019.

Sæsonen har indtil videre budt på sejr i Liège-Bastogne-Liège samt samlet sejr i Critérium du Dauphiné for anden gang i karrieren.

I 2019 har Fuglsang også vundet en etape i Tirreno-Adriatico samt den samlede sejr i Andalusien rundt, og han blev nummer to i Strade Bianche.

Læs også Græd i ambulancen efter nedtur: Nu retter Fuglsang blikket mod Vueltaen