Fuglsang kørte sig ind i Tourens top 5

Jakob Fuglsang er godt tilfreds med sin indsats, efter at han søndag kørte sig ind i top-5 i Tour de France.

Jakob Fuglsang kæmpede alt, hvad han kunne, på den niende etape af Tour de France.
Jakob Fuglsang kæmpede alt, hvad han kunne, på den niende etape af Tour de France.
Foto: Yoan Valat / Scanpix

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana), der kommer fra Silkeborg, viste storform, da Tour de France-feltet søndag skulle bestige syv kategoriserede stigninger.

Og danskeren var også godt tilfreds med resultatet af dagens etape.

- Det var en hård dag, men det var det for alle. Jeg kom heldigvis godt igennem dagen, og jeg følte mig godt kørende, siger han til TV2.

- Jeg er glad for resultatet af dagens etape. Jeg klatrede ti pladser frem i klassementet, så der skete faktisk mere, end jeg havde troet på, lyder det.

Rykker 10 pladser frem

Fuglsang rykker nu fra 15.-pladsen til femtepladsen i det samlede klassement.

Den danske rytter angreb på etapens sidste stigning - det 8,7 kilometer lange Mont du Chat-bjerg med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,3.

Og Fuglsang formåede at slå et hul til resten af favoritterne.

- Det er fedt for troen og selvtilliden at kunne være med helt fremme. Der var nogle, der blev sat på grund af styrt, men over toppen af det sidste bjerg sad jeg med de største favoritter, lyder det fra Fuglsang.

- Jeg beviste, at La Planche des Belles Filles var en offday, siger Fuglsang med henvisning til Tourens første bjergetape, hvor danskeren mistede lidt tid.

Mod slutningen af etapen sad Fuglsang sammen med sin holdkammerat Fabio Aru og fire andre ryttere og skulle køre om etapesejren.

- Jeg fik at vide i radioen, at jeg skulle prøve lidt udefra. Og jeg troede også, at Fabio Aru sad på mit hjul, da vi rundede et sving 600 meter før mål.

- Men det lykkedes os at blive sidst og næstsidst, siger Jakob Fuglsang.

'Man kan ikke altid vente'

Jakob Fuglsang kunne se sin holdkammerat Fabio Aru angribe Chris Froome (Sky) i den gule førertrøje, da briten havde mekaniske problemer på det sidste bjerg.

Det faldt nogle for brystet, men angrebet blev aldrig trådt helt igennem, da alle øvrige favoritter kørte Aru ind og sænkede tempoet.

Fuglsang synes ikke, at Froome har meget at brokke sig over.

- Man kan ikke altid vente, når en rytter har et mekanisk problem. Jeg ved ikke, hvad der skete i Froomes situation, men hvis du har dårlige ben eller har et mekanisk problem, og der bliver ventet, og du har to minutter til at få luft, og du så kommer tilbage og klarer resten af bjerget, så er det vel okay, mener den velkørende dansker.

- Vi bliver også nødt til at køre vores eget ræs.

/ritzau/