Fugleinfluenza: Veterinærchef er bekymret

Både slagterier og fjerkræproducenter er i skærpet beredskab på grund af fugleinfluenza

1:32

Der var ingen adgang for uvedkommende i dag på Mads Nielsens kyllingfarm. 

- Normalt ville jeg have inviteret jer ind. I kunne bare have kommet i noget overtrækstøj og så kunne vi have filmet inde i stalden, som vi har gjort før. Men det tør vi simpelthen ikke nu, siger kyllingeproducent Mads Nielsen fra Vinderup.

Normalt går kyllingerne rundt på marken, men på grund af faren for fugleinfluenza er de flyttet inden døre.

- Det fylder rigtigt meget fordi det økonomisk vil være en katastrofe, hvis det bliver konstateret i en besætning herhjemme, siger Mads Nielsen. 

Heller ikke på slagteriet HKScan får TV MIDTVEST lov at komme ind i dag.

- Vi er gået i en form for beredskab, hvor vi har skærpet kontrol med adgang her på slagteriet, fortæller Kristian Mortensen, der er kommunikationschef hos HKScan.

Og hos fødevaremyndighederne forstår de bekymringen.

- Altså, hvis jeg var producent ville jeg være bekymret. Og jeg er også som veterinærchef bekymret for det er en alvorlig situation og risikoniveauet er, siger eksperterne, højt, fortæller Maren Holm Johansen
Veterinærchef, Fødevarestyrelsen i Herning.

- Det kommer ikke til at gå over i morgen. Det kommer til at tage et stykke tid før vi letter på det her igen.