Frygtet minksygdom breder sig

15 midt og vestjyske minkfarme er nu ramt af en frygtet sygdom, som kan blive en trussel mod det eksporttunge erhverv.

Doede Mink_0.jpg

Dansk Minkavl er berømmet over hele verden. Men netop nu befinder de midt & vestjyske avlere sig i en af de alvorligste kriser i mange år.

Den frygtede sygdom plasmacytose har ramt 15 minkfarme her i landsdelen, og ni farme er under mistanke for at dyrene har sygdommen.

Holstebro området har haft de fleste udbrud af sygdommen. Her er den nu konstateret hos 12 avlere, mens seks farme er under mistanke.

Formanden for Holstebroegnens Pelsdyravlerforening, Kevin Andreassen er netop under mistanke for at have sygdommen i sin besætning.

- 20 procent af dyrene i besætningen er testet på nuværende tidspunkt Og blandt disse dyr var et enkelt ramt af sygdommen, forklarer Kevin Andreassen.

Han kalder situationen for den værste i mange år på denne side af Limfjorden. De nordjyske minkavlere har kæmpet med lignende sygdomsudbrud i deres besætninger. Men ingen ved om det er samme sygdomsstamme, og hvordan den i givet fald smitter.

Formanden for Midtjysk Pelsdyravlerforening, John Papsø fra Kjellerup, er frustreret på avlernes vegne.

- Alle er usikre, fordi vi ikke ved hvad det er for en type sygdom og hvordan den kommer ind i besætningerne, siger han.

Pelsdyravlerforeningen har sat gang i sporingsarbejdet med en gruppe eksperter. Dette arbejde kan dog tage op til et halvt år, forklarer John Papsø.

- Vi skal have sygdommen typestemt, og for at gøre det skal vi kende den fulde DNA streng. Disse resultater er yderst vigtige for os i forbindelse med det fremtidige avlsarbejde, siger John Papsø.

Om sygdommen får betydningen for den danske million eksport af minkskind, bl.a. til Kina er det for tidligt at sige noget om, konstaterer John Papsø, som også er i bestyrelsen for Kopenhagen Fur, hvor de store pelsauktioner med internationale opkøbere foregår.

- Alle holder vejret lige nu, fordi vi ikke kender de fulde konsekvenser af sygdomsudbruddene. Vi er nødt til at vente på at samtlige farme er blevet testet, slutter formanden.

Se indslaget om de nye udbrud af minksygdommen:

2:10
Indtil videre er minkene på 15 farme smittede med den frygtede sygdom. Yderligere ni er under mistanke