Frygtet bande truede politiet – nu er to brødre fængslet

Politiet måtte trække sig efter at have standset en 27-årig mand i en Porsche. Nu er to mænd fængslet for trusler. 

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

En gruppe unge med indvandrerbaggrund, kendt som Porsche-banden, har gennem længere tid drønet rundt i store biler og skabt utryghed i Skive, men nu er to af dem kommet bag tremmer.

I dag blev to brødre idømt henholdsvis seks måneders og 40 dages fængsel for blandt andet trusler mod politiet.

Truslen fandt sted i begyndelsen af februar, hvor en af politiets patruljer standsede en 27-årig mand i en Porsche i Skive midtby.

Han var utilfreds med at blive standset og tilkaldte derfor nogle af sine venner. 

Der kom to biler med i alt fire personer, og de optrådte tilsyneladende så truende, at betjentene måtte opgive at snakke nærmere med den 27-årige.

- Det bliver umuliggjort på grund af deres antal og adfærd. Patruljen må derfor trække sig fra situationen, lød det dengang fra Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive. 

To mænd blev sigtet i forbindelse med den voldsomme episode, og de er altså nu blevet dømt ved Retten i Viborg.

Politi og politikere gik ind i sagen

Porsche-banden har længe været på politiets radar. Selv om navnet antyder det, så er der ikke tale om bande i traditionel forstand, men nærmere et netværk af personer. 

De begyndte som utilpassede unge, men i takt med at de er blevet ældre, er adfærden eskaleret.

Nu er de fleste i 20'erne, og de bruger meget tid på at køre rundt i byen i dyre biler.

- Jeg kan godt forstå, at folk i Skive føler sig utrygge. De kører alt for hurtigt og overtræder færdselsloven. Folk synes jo mere eller mindre, at de må springe for livet, når de kommer ræsende og råber efter folk, sagde chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, nogle dage efter episoden.

Sagen fik også et politisk efterspil, fordi daværende justitsminister Søren Pape bad Midt- og Vestjyllands Politi om en redegørelse.

Ud over fængselsdomme har de to brødre fået en advarsel om udvisning. Ham, der fik seks måneders fængsel, skal også betale en bøde på 1.500 kroner. De skal hver især betale sagens omkostninger.

2:42
En gruppe unge med indvandrerbaggrund har gennem længere tid skabt utryghed i Skive med trusler mod tilfældigt forbipasserende og vanvidskørsel i dyre biler