Frygter bunkerrydning bliver farlig

Bjarne Sørensen er sommerhusejer i Fjand, hvor strandens mange bunkers er ved at blive fjernet. Men sommerhusejeren er ikke tilfreds med arbejdet, som han mener kan blive farligt for badegæster.

FarligBunker_0.jpg

Det der skulle fjernes for at give bedre sikkerhed til badegæster kan nu gå hen og blive til større fare. Lige nu er arbejdet med at fjerne de mange bunkers langs vestkysten  i fuld gang. Nu frygter flere badegæster, at arbejdet bliver til endnu større fare. 

 - Jeg frygter at flere kommer til skade. Nu ligger det spredt over et meget stort område. Der er ikke nogen der har en ide om hvor det ligger - den ene dag ligger der et stykke her, og den næste har det flyttet sig, siger Bjarne Sørensen, der ejer et sommerhus i Fjand og som bruger badestranden.

Knusningsfirma afviser

Det er firmaet Dansk Knusning og Genbrug, der står for at fjerne bunkerne her i Fjand. De frygter ikke at armeringsjernet skal flyde rundt i havet. Det knuste beton og armeringsjern fra bunkerne kan ligge helt op til 14 dage.

 - Det vi rykker op det skulle vi meget gerne selv fjerne derudefra så jeg tror ikke havet det tager mere end nogle små betonstykker, siger Per Rasmussen, der ejer Dansk Knusning og Genbrug.

Borgmesteren undrer sig

På borgmesterkontoret i Holstebro undrer H.C. Østerby sig over, at de knuste bunkers nu kan udgøre en fare for bade- og strandgæster. Han mener ikke, det kan være rigtigt, at jernet ikke bliver fjernet med det samme.

 - I min naivitet troede jeg faktisk, at man fjernede hver bunker med indhold, så der var totalt ryddet, og så gik man til den næste, siger H.C. Østerby (S), borgmester i Holstebro.

Borgmesteren vil nu tage kontakt til Kystdirektoratet for at finde ud af om alt lever op til den kontrakt, der er indgået.