Frustreret lærer langer ud efter test: Elever i 4. klasse fik stillet denne opgave

05:25

Se det fulde interview med Ann Marie Kirkegaard Lindbjerg her.

Frustreret lærer langer ud efter test: Elever i 4. klasse fik stillet denne opgave

En folkeskolelærers Facebook-opslag om folkeskolens nationale test er blevet delt næsten 3000 gange.

”Feminisereillumineretepaulet”

Ordet skal deles op med to streger, så det bliver til tre ord.

Det er et eksempel på en af de opgaver, som skolelærer Ann Marie Kirkegaard Lindbjergs 4. klasseelever på Sevel Skole har mødt i folkeskolens nationale tests.

- De nationale tests er alt for svære. Jeg snakkede med en god veninde, som også er lærer, i går, og hun sagde, at for hende at se, så var de måske skudt syv årgange for højt. Jurastuderende har svært ved at lave orddelingsprøverne korrekt, men de bliver givet til en 4. klasse. Lad dem nu få lov til at være børn, fortæller Ann Marie Kirkegaard Lindbjerg til TV MIDTVEST.

Hun har lavet en Facebook-opslag, der på kort tid er blevet delt 2857 gange, hvor hun deler sin frustration.

Folkeskolelæreren mener, at de nationale tests bør laves om.

- Jeg er den type lærer, der elsker alle mine børn, og de kæmper lige meget alle sammen, og så skal de have et stykke papir fra øverste instans om, at de eventuelt ligger under landsgennemsnittet. Det kan de ikke bruge til noget, for de har test kan ikke se, om et barn er startet helt fra bunden, men virkelig har arbejdet på dansk læsning. De kan ikke se, hvor langt barnet er kommet. Lad nu lærerne komme med ind omkring udformningen af de nye test, siger hun og tilføjer:

- Jeg er ikke imod tests, men jeg er imod udformningen af de her tests.

Ann Marie Kirkegaard Landbjerg er folkeskolelærer på Sevel Skole.

Lærerforening støtter op

Ann Marie Kirkegaard Lindbjerg står ikke alene med sin holdning til de nationale tests. Hun bliver støttet af Vestjysk Lærerforenings formand, Torben Voss.

- Det er opbakning til lærerne for det her. Det er ikke fordi vi er imod tests, men vi er imod, at vi har en standardiseret test. Vi synes, det er i orden at lave tests, hvis det er læren, der laver dem, siger han.

Han håber, at Ann Marie Kirkegaard Lindbjergs opslag vil være med til at sætte fokus på problemstillingen.

- Der er ingen tvivl om, at når en lærer får sådan en gennemslagskraft, så kommer der lydhørhed. Vi har ramt panden mod en mur ved politikere og embedsfolk før, så det er rart at se, at det her får så stor en udbredelse, forklarer han.

Overvældet over responsen

Ann Marie Kirkegaard Lindbjergs opslag er kommet vidt omkring og har også nået folketinget. Radikale Venstres Zenia Stampe er gået til tasterne og lavet et opslag inspireret af læren fra Sevel Skoles opslag.

Ann Marie Kirkegaard Lindbjerg er overvældet over responsen.

- Det er helt vildt. Jeg havde slet ikke regnet med den respons, da jeg lavede opslaget, forklarer hun.

I første omgang havde hun lavet et privat opslag, men efter opfordring fra en ven valgte hun at gøre det offentligt.

- Han sagde, at jeg ikke var den eneste, der følte afmagt og frustration omkring det her. Det var også forældre, andre lærere og elever, der var frustreret over det, siger hun.

Hun håber, at hendes opslag er med til at rykke noget ved politikerne.

- Der er mange før mig, der har råbt op om det her, men jeg tror måske, at når mit opslag kan blive delt ud til så mange mennesker, så har jeg fat i noget af det rigtige.

02:07 Luk video