Frustreret kredsformand: Forstår ikke hvordan man kan forbigå Inger Støjberg

Man vil gerne, at hun trækker et stort læs - men ikke give hende indflydelse, siger Venstres kredsformand i Skive.

1:56
Formand for Venstre i Skive-kredsen, Susanne Rusbjerg - se et interview med hende her.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Der hersker en udtalt frustration og vrede hos Venstre i Skive-kredsen. 

Vreden skyldes, at partiets tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, der er opstillet i Skive, ikke fik en plads i Folketingsgruppens ledelse, da posterne blev fordelt mandag.

- Det er klart, at vi i Skive er forundrede, men vi er også skuffede over, at Inger med det personlige stemmetal, hun nu fik til valget, ikke er blevet valgt til en del af ledelsen. Hun trak jo over 28.000 personlige stemmer og var med til at generere det flotte valg, som Venstre fik, siger formanden for Venstre i Skive-kredsen, Susanne Rusbjerg, til TV MIDTVEST.

Hun har brugt en del af tirsdagen på at besvare opkald fra vrede og bekymrede medlemmer.

- Et par stykker har truet med at melde sig ud. Det håber jeg ikke, at de gør. Til gengæld har jeg så også haft nogle, som vil melde sig ind i Venstre, fordi de bakker 100 procent op om Inger, siger kredsformanden.

Havde håbet hun blev politisk ordfører

Susanne Rusbjerg havde håbet på, at Støjberg blev politisk ordfører - en post som hun tidligere har haft. Men folketingsgruppen valgte Jakob Ellemann-Jensen til politisk ordfører, og Inger Støjberg skulle derefter kæmpe for at blive gruppens næstformand - og tabte afstemningen til Sophie Løhde.

- Men hvor vigtig en post er det at være gruppenæstformand?

- Det er en vigtig post i den forstand, at du er en del af ledelsen og med til at lægge den politiske linje.

- Men der er vel ikke mange, der kan huske, hvem der var gruppenæstformand før Sophie Løhde?

- Nej, men skulle hun have en post. Når hun nu ikke blev politisk ordfører, kunne hun tage næstformandsposten, og den var hun jo i spil til. Lars havde stillet hende op som kandidat.

- Det sender et signal om, at man ikke ønsker Inger som en del af ledelsen. Man vil gerne, at hun trækker et læs, men når det kommer til at give hende reel indflydelse, er det ikke sikkert, at man er så interesseret, når det kommer til stykket, siger Susanne Rusbjerg.

Hun understreger, at Inger Støjberg er en meget populær politiker, der samtidig altid har været loyal over for ledelsen. 

- Jeg synes ikke, at man kan forbigå sådan en person, siger kredsformanden. 

Det er tirsdag ikke lykkedes TV MIDTVEST at træffe Inger Støjberg for en kommentar.