Frustreret hundeejer: Benjamin må ikke længere dyrke sin hobby

Det er nu ulovligt at benytte vogne til hundeslædekørsel på grusvejene i skoven.

Benjamin Nørmark med nogle af sine hunde.
Benjamin Nørmark med nogle af sine hunde.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Han havde svært ved at tro sine egne ører, da han fandt ud af, at han ikke længere må køre i hundeslædekørsel i skoven med sine Sibirian Husky-hunde.

- Min umiddelbare følelse var ren frustration, fortæller hundeejer Benjamin Nørmark fra Karup.

Hans problem skyldes, at Naturstyrelsen ikke længere kan give tilladelse til, at den vogn eller slæde, som hundene trækker, kan køre på offentlige veje.

- Vi føler lidt, at vi er blevet sat ud på et sidespor. Det er ikke kun et problem for hundene, at det her bliver nedlagt, men det er også en hel sport, der bliver nedlagt, forklarer Benjamin Nørmark.

Det er en vogn som denne, som Naturstyrelsen ikke længere kan give tilladelse til.
Det er en vogn som denne, som Naturstyrelsen ikke længere kan give tilladelse til.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

Må ikke give tilladelsen

Det hele startede, da Naturstyrelsen henvendte sig til Færdselsstyrelsen om hundeslædekørslen, og det var det, der gjorde dem opmærksomme på, at vognene ikke må køre på offentlige veje.

- Færdselsmyndighederne har sagt, at vi ikke må give tilladelse til det mere, og så er vi jo som en del af staten nødt til at lytte til, hvad den pågældende myndighed siger, forklarer specialkonsulent i Naturstyrelsen Lars Bendix Poulsen.

Det forstår de ikke hos Dansk Polarhunde Klub.

- Vi kan alle sammen godt forstå, at vi ikke kan køre ude i den almene trafik, men det er overhovedet ikke det, vi ønsker. Der er taler om skovens veje, siger formand Marianne Schlüter.

Benjamin Nørmark tænker, at han i stedet må cykle med sine hunde, så de får tilstrækkelig motion.
Benjamin Nørmark tænker, at han i stedet må cykle med sine hunde, så de får tilstrækkelig motion.
Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST

En sidste mulighed

Der er stadig et lille håb til slædehundeejerne. Naturstyrelsen mener, at der er steder, de måske kan give tilladelse.

- Det kan være på skovstier, heder eller en eng. Hvis det ikke generer det, som vi ellers skal beskytte, så kan man sådan set godt give en tilladelse der, siger Lars Bendix Poulsen.

Men i mange tilfælde vil det kræve, at slæden skal skiftes ud med en cykel, og det løser ikke hele problemet for hundeejerne.

- Mange har måske 15 til 20 hunde, og dem motionerer man altså ikke lige foran en cykel, forklarer Marianne Schlüter.

Så mange hunde har Benjamin Nørmark dog ikke, så han ser nu sin cykel som en udvej, hvor han i stedet må motionere sine hunde i par.  

2:08
For at køre på hundeslæder på offentlige grusveje skal man have en tilladelse. Den tilladelse kan hundeejere ikke længere få på grund af færdselsloven.