Frivillige får en hjælpende hånd

Dagmar Bio i Sønder Felding har fået tildelt en halv million kroner til at bygge om. Pengene kommer fra Real Danias projekt, der hylder ildsjæle.

Foto: Henrik Christensen Schiøth, TV MIDTVEST

Et nyt projekt fra Real Dania skal sætte gang i ildsjælene rundt om i de små lokalsamfund. Projektet har netop sendt 45 millioner kroner afsted til 21 projekter. Et af projekterne er Dagmar Biograf i Sønder Felding, der takket være frivillige kræfter er blevet et samlingspunkt for den lille by.

Dagmar bio i Sønder Felding har fået tildelt en halv million kroner til at bygge om for. Pengene kommer fra Real Danias projekt, ”underværker”, der sender penge til ildsjæle med lyse ideer.

- Man har formået at holde liv i den her biograf mod alle odds, og på den måde bliver der skabt glæde og livskvalitet ikke bare for dem, der kommer i biografen, men for hele området, siger Christian Andersen, der er programchef i Real Dania.

Med filmaftener, koncerter og foredrag på programmet er Dagmar Bio blevet samlingssted for lokalsamfundet.

- Vores ærinde er at lave det til et attraktivt samlingssted, hvor folk kan mødes, siger Jens Udby, der er formand for Dagmar Bio i Sønder Felding

 

02:28

Se indslaget her:

Luk video

Herning kommune støtter op om biografen med godt 80.000 kroner i driftstilskud om året.

 

- Jeg tror, alle er klar over, at den kommunale økonomi er presset, og hvis man fortsat gerne vil bevare nogle af de tilbud, der er ude i lokalsamfundet, så er det altafgørende, at man har nogle frivillige, som vil lægge noget arbejdskraft og nogle timer i det, siger Dorte West (V), der er byrådsmedlem i Herning Kommune.

 

Frivillige hænder er alfa omega 

Faktisk er det anden gang biografen i Sønder Felding modtager penge fra Real Dania.

Men i Dagmar bio  ved de godt, at pengene ingenting var værd, hvis ikke det var for de frivillige kræfter.

- Så ville Herning Kommune jo ikke selv komme ud og lave det. Det er meget vigtigt, lyder det fra Jens Udby.

Det er planen, at den nye tilbygning i biografen skal være færdig inden årets udgang

De frivillige i Sønder Felding er lige nu i gang med at arbejde på tiltag der skal byde byens 14 nye flygtninge velkommen.