Frikirkepræst modtog store pengebeløb fra unge

Den nu sex-anmeldte frikirkepræst fra Byens Kirke i Silkeborg har i årevis modtaget store pengebeløb fra unge medlemmer af kirken.

Den sex-anmeldte frikirkepræst fra Byens Kirke i Silkeborg modtog store pengebeløb fra unge medlemmer af kirken, der, udover offergaver, måtte betale en tiendedel af deres sparepenge til præstens arbejde. Sådan lyder anklagen fra Bente Kjærskov, hvis datter forlod Byens Kirke i 2011.

- Hun blev bedt om at betale tiende derinde hver eneste måned med en bankoverførsel, og derudover skulle hun give offergaver, når der blev sendt en kurv rundt til hver gudstjeneste, siger hun.

På den måde kom den unge teenager af med over 13.000 kroner til kirken.

Vi var chokerede over, at hun havde afleveret så mange penge derinde, at hun var manipuleret og hjernevasket til at aflevere uden at sige et kny, siger Bente Kjærskov. 

Han har manipuleret med dem, og vi taler vel og mærke om unge mennesker under 18 år, til at aflevere rigtig mange penge. Som præst må han klart have et ansvar for ikke at gøre sådan noget. 

100 kr. for en is

22-årige Daniel måtte også til lommerne, f.eks. når præsten lavede isvafler ved gudstjenesten.

- Den skulle jeg betale 100 kroner for, og det kunne jeg ikke sige nej til. Det skulle jeg bare gøre. 

Officielt gik pengene til frikirkens arbejde, også når der blev lånt hos medlemmerne:    

- Der var en dame derinde, der aflevere 200.000 med lånebevis, men da han skulle betale pengene tilbage, så påstår han, det var en gave, fortæller Bente Kjærskov.

En pårørende til en af de unge, der kom i Byens Kirke, der ønsker at være anonym, fortæller TV MIDTVEST, at vedkommende fra 2011 og frem til i dag har sendt i omegnen af 50.000 kroner til USA, hvor præsten opholder sig i dag.

Penge har præsten også fået ved at holde store shows i Danmark og USA. Her "helbredte" han med den ene hånd, og tog penge med den anden. 

- Jeg tror de fleste af dem er gået i hans egen lomme, lyder anklagen fra Bente Kjærskov.

Selvom alle pengene er givet af egen vilje, mener Bente Kjærskov at præsten har et etisk ansvar.

- Han har manipuleret med dem, og vi taler vel og mærke om unge mennesker under 18 år, til at aflevere rigtig mange penge. Som præst må han klart have et ansvar for ikke at gøre sådan noget.