Frikirkepræst anklages for sexovergreb

En 29-årig prædikant anklages for i flere år at have krænket børn og unge i Byens Kirke i Silkeborg

Frikirke

En præst fra en frikirke i Silkeborg er blevet meldt til politiet for en række sexovergreb mod børn og unge i menigheden. Dermed er præsten for anden gang siden 2012 kommet i politiets søgelys for overgreb mod mindreårige

Bente Kjærsko fra Silkeborg er både rystet og lettet over de nye anmeldelser:

- Det her betyder, at der måske er en chance for, at vi får ham stoppet nu, da vi jo ved, at han har været som et rovdyr overfor de små unge mennesker derinde, siger hun.

Bente Kjærskovs 15-årige datter var i flere år en del af miljøet i Byens Kirke, hvor krænkelser af de unge var hverdagskost:

- Der var sexlege derinde med drenge, der skulle tage tøjet af, og jo mere de tog af, jo mere tilbad de jo Gud, forklarer Bente Kjærsko.

TV MIDTVEST har talt med den person, der har anmeldt misbruget af otte drenge og piger, hvoriblandt nogle af børnene var helt ned til 13 år gamle. Den nu 29-årige præst skulle blandt andet med jævne mellemrum have bedt pigerne om at smide tøjet, så han kunne tage billeder af deres kønsdele.

Bente Kjærskovs 15-årige datter blev ikke udsat for overgreb, men ifølge moderen ændrede hun fuldstændig karakter:

- Altså hun var jo slet ikke sig selv længere. Den der glade pige vi så med et smil på læben, hun smilede ikke mere, fortæller Bente Kjærskov.

Rigtig mange unge fandt vej til byens kirke i Silkeborg, hvor de blandt andet i ungdomsklubben, Club Noise, der hørte til kirken, fandt sammen med andre unge i et kristent fællesskab.  

Personerne, der står bag anmeldelserne af kirken, beskriver hvordan de unge blev hjernevasket og fik et fuldstændig forvrænget billede af Biblens budskaber om næstekærlighed.

Politiinspektør Ole Henriksen vil ikke interviewes, men bekræfter, at Midt & Vestjyllands Politi har modtaget en række anmeldelser i en sag om sexkrænkelser i en frikirke i landsdelen:

- Vi har foretage en række afhøringer i sagen, men jeg vil ikke kommenterer på hvilke efterforskningsmæssige skridt vi har taget i den forbindelse, siger han.

Den sexmistænkte præst flyttede i 2011 til USA, og han blev ikke sigtet i den fire år gamle sag på grund af manglende beviser. Måske ændrer det sig nu:

- Jeg håber, at det her kan få andre unge mennesker til at forstå, at det er nu vi skal stå frem alle sammen. Og få alle anmeldelser frem, så vi kan få ham stoppet en gang for alle, siger Bente Kjærskov.