Frikendt men alligevel dømt

I forrige uge blev en ung medhjælper i en daginstitution mistænkt over seksuelt overgreb. Det samme blev en ung fyr fra Århus sidste år, og for ham er det en kamp at ryste mistanken af sig.

Frikendt men alligevel dømt. Det er den situation, man let kan havne i efter at have været mistænkt for seksuelle overgreb på børn i en institution. I forrige uge blev en ung mand fritaget fra tjeneste i institutionen Rørsangervej i Viborg, da forældre til en pige på 2½ år mente, at der kunne have fundet et overgreb sted.

Der blev aldrig nogen sag ud af episoden i Viborg, og sådan går det med langt de fleste af den slags sager, forklarer jurist i BUPL Michael Berner. Alligevel ender de ansatte, som mistanken har været rettet mod, med at være dømt af gadens parlament, og det kan ende med at skræmme mænd væk fra pædagogfaget. 

Det ved pædagogstuderende Sune Lund Kristensen, der sidste efterår under et praktikophold i en børnehave pludselig var anklaget for seksuelt overgreb.

- I tiden lige efter overvejede jeg, om det var pædagog jeg havde lyst til at være, når jeg skulle gå og være nervøs for, at folk ville anklage mig uden grund, forklarer Sune Lund Kristensen til TV/MIDT-VEST.

Se indslag her: