Fremtidens el-net på Fur

Fremtidens el-net på Fur

Energinet.dk har netop bevilliget 4,5 mio. kr. til udviklingsprojektet Innovation Fur. Midlerne skal bruges til at demonstrere fremtidens el-net, Smart Grid, på øen over de næste tre år.

Fremtidens el-net skal nu prøves af på Fur. Energinet.dk har bevilget 4,5 mio. kr. til at at udvikle Smart Grid-projektet. Innovation Fur har i forvejen fået EU-midler til et storstilet Smart Grid-projekt - og bevillingen betyder, at arbejdet kan understøttes endnu mere, fordi man får unikke oplysninger om el-kundernes adfærd og forbrug.

- Pengene skal bruges til at give borgere på Fur tilskud til solceller og jordvarmeanlæg mod at deltage i et Smart Grid-forsøg. Bevillingen betyder helt konkret, at der kan gives op til 80 procent i tilskud på disse produkter og dermed gøre det meget attraktivt for den enkelte borger at deltage, fortæller projektleder i EnergiMidt Steffen Damm Hansen.

Demonstrerer fremtidens forbrug

Det unikke ved projektet er, at man reelt kan demonstrere, hvordan fremtidens el-net kommer til at fungere.

- Ved at undersøge, hvordan en række huse med vedvarende energikilder belaster nettet, kan vi se, hvordan vi skal udvikle software, der kan regulere forbruget på den smarteste måde. Med andre ord kan vi helt konkret demonstrere fremtidens el-forbrug, siger Steffen Damm Hansen.

Fremtidens el-net skal tage højde for mere vedvarende energi i el-nettet, og da man ikke ved, hvornår vinden blæser eller solen skinner, bliver der også meget varierende mængder energi i nettet. Det er en udfordring, der kræver mere intelligent styring af vores el-forbrug - og det er kernen i Smart Grid.