Frans Nielsen advarer før VM i sin hjemby: Vi må ikke lade os rive med

NHL-profilen er blandt de mange danske VM-spillere, der aldrig har spillet en vigtig landskamp på hjemmebane.

I aften skøjter Frans Nielsen ind på isen til sin første vigtige landskamp på hjemmebane nogensinde. Og det bliver kun endnu mere specielt af, at kampen endda spilles i hans hjemby, Herning.
I aften skøjter Frans Nielsen ind på isen til sin første vigtige landskamp på hjemmebane nogensinde. Og det bliver kun endnu mere specielt af, at kampen endda spilles i hans hjemby, Herning.
Foto: BRUCE BENNETT / Ritzau Scanpix

Det bliver på alle måder en usædvanlig oplevelse for det danske ishockeylandshold at spille foran 12.000 tilskuere i VM-premieren i Herning fredag aften.

For første gang er Danmark vært for et A-VM, og for mange spilleres vedkommende bliver åbningskampen mod Tyskland første gang, de spiller en vigtig landskamp på dansk grund.

Frans Nielsen er måske det allerbedste eksempel. Han debuterede på landsholdet helt tilbage i 2001 og står nu - næsten 17 år senere - foran sin første kamp med noget på spil i en dansk kulisse - og så endda i hans hjemby, Herning.

Den rutinerede NHL-spiller advarer sine holdkammerater mod at blive overtændt af atmosfæren og de mange velkendte ansigter på tribunen.

- Det bliver specielt. Jeg er ikke i tvivl om, at der vil være en god stemning, og man kan let blive revet med af atmosfæren med 12.000 tilskuere i ryggen. Alle vil vise, hvad de kan, og så bliver det måske lidt for meget, siger Frans Nielsen.

Centerspilleren fra Detroit er med sine 34 år og næsten 800 NHL-kampe en af de mest erfarne i den danske VM-trup.

- Jeg håber, jeg kan vise, hvordan man håndterer det her. Der er mange, der har spillet store kampe før, og forhåbentlig håndterer vi det, selv om vi nok alle vil være nervøse før kampen, siger Frans Nielsen.

Kun de spillere, der i 2013 var med i OL-kvalifikationen i Vojens, har fået en smagsprøve på oplevelsen af at have hjemmebane i en vigtig landskamp. Dengang var det dog i et noget mindre format, end det bliver fredag aften, når VM-cirkusset rykker ind i Boxen.

- Det bliver helt sikkert med gåsehud over hele kroppen, når vi står i en fuldsat arena i Herning. Det skulle meget gerne give os et rygstød, siger sportschefen i Danmarks Ishockey Union, Jesper Duus.

Et blik på den nyere VM-historie giver dog ikke et entydigt billede af, at hjemmebanen giver en stor fordel. Generelt har værtsnationerne haft svært ved at leve op til forventningerne på isen - måske fordi spillerne har flere forpligtelser over for sponsorer, presse og tilhængere end normalt.

I den danske landsholdstrup er man klar over, at dette VM bliver en anderledes opgave, hvor spillerne kommer i usædvanlig skarpt spotlys.

- Det er noget, vi har snakket om lige fra starten af sæsonen. Vi skal passe på, at vi ikke bliver vores egen værste fjende. Det kan ske, hvis vi mener, at vi skal score et mål i hvert skift. Det handler om at holde fokus og ikke lade sig rive med af atmosfæren, siger Jesper Duus.

/ritzau/